
NFL har tildelt fire spillere karantæner til spillere, som har forbrudt sig mod ligaens reglement. Den mest profilerede spiller er Falcons’ James Pearce Jr., som får otte spilledage i skyggen.
NFL har langet karantæner ud til en række spillere, som er kommet på kant med loven og ligaens sportslige reglement.
Det drejer sig om Atlanta Falcons’ presspiller James Pearce Jr. (otte spilledages karantæne), Washington Commanders’ defensive anker Dorance Armstrong (én spilledags karantæne), Buffalo Bills’ defensive tackle Phidarian Mathis (tre spilledages karantæne) og Tennessee Titans’ cornerback Nazeeh Johnson (seks spilledages karantæne).
For så vidt angår Armstrong, Mathis og Johnson, så bliver de alle straffet for brug af ulovlige præstationsfremmende midler.
Det er en anden sag med James Pearce Jr., som har fået sin karantæne efter, at han blev anholdt af politiet i begyndelsen af året og sigtet for overfald og forfølgelse af sin daværende kæreste.
James Pearce Jr. har efterfølgende indgået et forlig i sagen, som betyder, at sigtelsen frafalder, hvis han gennemfører et 12 måneders interventionsprogram med myndighederne i Florida.
Karantænen træder først i kraft den 30. august, hvilket tillader James Pearce Jr. at deltage i Falcons’ træningskampe. Karantænelængden betyder også, at den 22-årige presspiller står til at vende tilbage, når Falcons møder Cincinnati Bengals i Madrid.
Atlanta Falcons valgte Pearce Jr. med det 26. valg i første runde af 2025-draften, og han brillerede i sin første sæson som professionel. Dertil leverede Pearce Jr. 10,5 sacks, hvilket var flest af alle førsteårsspillere i fjor.









