Der var udset en tidlig julegave til både den talentfulde receiver og Seattle Seahawks, men tilbagekomsten er igen udskudt på ubestemt tid.

Wide receiver Josh Gordon stod til at få sin sæsondebut, når Seattle søndag tørner sammen med divisionsrivalen Los Angeles Rams, men grundet et nyt tilbagefald og regelbrud, så bliver det ikke til noget i denne omgang.

Den 29-årige receiver har nemlig ikke overholdt den betingede aftale, der i starten af december måned gav ham lov til at vende tilbage til NFL. Den lokale journalist Bob Condotta fra Seattle Times skriver dette på Twitter.

Præcis hvad Gordon har gjort vides ikke, men spekulationerne omhandler primært det stofmisbrug, som receiveren har haft problemer med i tiden i NFL. Det så ellers lyst ud i fjor, hvor han spillede fint for både Patriots og Seahawks, men broderens dødsfald resulterede i et tilbagefald, hvilket førte til en karantæne på ubestemt tid.

Ifølge ESPN-journalist Jeremy Fowler, fik den talentfulde receiver besked på, at hvis der blev problemer igen, så kunne det meget vel være den sidste chance, han fik. Dermed kan Josh Gordon have spillet sit sidste snap i NFL.

Receiveren blev valgt i anden runde i 2012 af Browns i supplemental-draften. Gordon dominerede i 2013, hvor han i blot 14 kampe greb bolde for 1646 yards, flest af alle det år. Han missede to kampe grundet karantæne. Det kickstartede en stime, hvor han blev udelukket fra ligaen i hele to år grundet flere problemer med stoffer og alkohol.

Nu ser det ud til, at han måske er løbet tør for chancer.