Wide receiver Tyreek Hill kan blive suspenderet af NFL i juli. The Athletic skriver, at Kansas City Chiefs forventer en snarlig straf til den lynhurtige playmaker som konsekvens af, at han mistænkes for at mishandle sin søn.

Kansas City Chiefs har meget at være fortrøstningsfulde over efter en fantastisk 2018-sæson. Quarterback Patrick Mahomes bragede ind på NFL-scenen med et fabelagtigt første år som starter, der helt fortjent blev belønnet med MVP-titlen, og klubben var ekstremt tæt på en plads i Super Bowl.

Læs mere: Lydoptagelse anklager Tyreek Hill for vold mod søn

Men det største samtaleevne i Kansas City på nuværende tidspunkt er ikke Super Bowl-aspirationer, men derimod en meget kedelig historie. Wide receiver Tyreek Hill har fået karantæne på ubestemt tid af Chiefs som følge af, at han har været under mistanke for at have mishandlet sin meget unge søn.

Hill er dog ikke længere under anklage fra de lokale myndigheder, men det betyder ikke, at han slipper for en straf. Ifølge The Athletic har Chiefs en forventning om, at Tyreek Hill bliver suspenderet af NFL for at have brudt ligaens adfærdspolitik (på engelsk: “for violating the league’s personal-conduct policy).

Sanktionen til Hill kan allerede falde i juli, lyder det ifølge mediet.

Læs mere: Hill vender med al sandsynlighed tilbage til Kansas City

Tyreek Hill kan meget vel få en straf lig den på otte kampes karantæne, som tidligere Chiefs-runningback Kareem Hunt blev tildelt, efter han havde skubbet en kvinde.

Lynhurtige Hill, der også havde en voldssag med sig fra college, blev valgt af Chiefs i femte runde af 2016-draften. I sine tre sæsoner i NFL har han grebet 223 bolde for 3.255 yards samt løbet for 462 yards. Han har desuden 34 touchdowns deriblandt fem return-touchdowns.