Kansas City Chiefs har forlænget kontrakten med Eric Fisher, som var den første spiller valgt i hele 2013-draften. Han får fire nye år til en værdi af $48 millioner.

Med det første overordnede valg i 2013-draften valgte Chiefs den store offensive tackle Eric Fisher. Siden da har han spillet 46 kampe på tre sæsoner, og det ser ud til, at han de næste mange år også vil være fast mand i Kansas City.

Det har ellers ikke været nogen dans på roser for Fisher, der virkelig kæmpede med spillet de første par år. I 2015 blev det bedre, men han var stadig i bedste fald gennemsnitlig. Det har dog ikke forhindret Chiefs i at give Fisher en kontrakt, som var han en af ligaens bedste tackles.

Med to år tilbage af sin kontrakt har han fået yderligere fire år og $48 millioner hæftet på de oprindelige to år. Nu er han på kontrakt de næste seks sæsoner med en samlet værdi på $63 millioner.

Eric Fisher’s 4-year extension is worth $48 million, including $40 million gtd. The six years he now has left on deal total $63 million.

— Adam Schefter (@AdamSchefter) July 30, 2016

Det er tydeligt, at Chiefs forventer, at Fisher står foran et stort gennembrud, og det bliver spændede at se, om han kan leve op til kontrakten. 

Fisher er sammen med Lane Johnson fra Eagles de to eneste førsterundevalg fra 2013-draften, der har fået en ny kontrakt. DeAndre Hopkins er dog udeblevet fra årets træningslejr i Houston for at udtrykke sin utilfredshed med manglende forhandlinger om en ny konrakt.