Cleveland Browns førte ved pausen, men Baltimore Ravens’ 22 ubesvarede point i anden halvleg blev for meget for NFL’s prygelknabe. Ravens vandt hjemme 28-7.

Begge hold kom defensivt stærkt fra land og tillod blot 97 samlede yards i første quarter. Begge forsvar leverede sacks, og første quarter sluttede meget symptomatisk med en interception. Joe Flacco og Ravens-angrebet havde bevæget sig indenfor scoringsafstand, og fra Browns’ 34-yard-linje gik Flacco dybt i højre side efter veteranen Steve Smith, Sr., men bolden fandt i stedet Browns’ cornerback Briean Boddy-Calhoun.

Boddy-Calhoun blev dømt nede på Browns’ 1-yard-linje, og den dårlige udgangsposition betød, at Browns endnu engang blev tvunget til at punte. Det gav Ravens muligheden for at komme på tavlen, og et 25-yard field goal af Justin Tucker bragte hjemmeholdet foran 3-0. Tucker har fortsat ikke brændt i sæsonen.

Scoringen satte gang i Browns-angrebet, som hurtigt overtog føringen fra Ravens. En flot, varieret angrebsserie fra gæsterne endte med et 25-yards touchdownkast fra rookie-quarterback Cody Kessler til rookie-tight end Seth DeValve, der kunne fejre sin første scoring i NFL. Ekstrapointet bragte Browns i front 3-7. Ravens fik reduceret til 6-7 før pausen via et 40-yard field goal af Tucker.

Flyvende Flacco

Ravnene kom bogtaveligt talt flyvende ud efter pausen. Flacco bankede en no-huddle angrebsserie på ni spil og 64 yards af sted, og serien sluttede med 7 point på tavlen. Mike Wallace, Terrance West, Dennis Pita og Smith. var alle involveret, men i sidste ende fandt Flacco tight end Darren Waller i endzone på et 4-yards touchdownkast. Dermed var værterne i front 13-7 straks efter pausen.

Ravens’ forsvar fulgte op på angrebets storspil på den efterfølgende angrebsserie. Her kom Terrell Suggs ind til Kessler og fik flippet bolden løs i hånden på rookien. Derfor fik Kessler ikke kraft nok i sit kast, og i stedet for at nå frem til tight end Gary Barnidge, kunne Ravens’ defensive back Jerraud Powers intercepte bolden og returnere den til til Browns’ 40-yard-linje.

Det så ud til at Ravens skulle udbygge føringen, men da Flacco gik mod endzone blev han i stedet interceptet for anden gang i kampen. Browns’ cornerback Joe Haden plukkede sikkert bolden ned fra himlen i endzone til et touchback. Det var tredje gang i sæsonen at Haden interceptede Flacco og femte gang i karrieren.

Browns lykkedes ikke med at oversætte deres anden turnover i kampen til point, og nu var Ravens-angrebet i stedet kommet i gang. Sat op af et dårligt punt af Browns kørte Flacco endnu et no-huddle angreb af sted, og Browns havde ikke noget modtræk. Fra gæsternes 11-yard-linje kunne Flacco sende bolden op igennem midten til Steve Smith, og da Ravens efterfølgende lykkedes med at gå efter to ekstrapoint, så havde værterne pludselig scoret 18 ubesvarede point. 21-7 til Ravens med to minutter igen.

Herfra bænkede Hue Jackson Cody Kessler, som ellers havde spillet en fin kamp. I stedet kom Josh McCown på banen. Det vendte dog ikke noget for Browns. Tværtimod smed McCown bolden i hænderne på Ravens-safety Eric Weddle.

Med en hel quarter tilbage og foran med 14 point skulle Ravens ud og brænde tid af klokken, samt forsøge at lukke kampen. Begge missioner lykkedes. 7 minutter og 27 sekunder senere havde angrebet lavet 90 yards og 7 point. Joe Flacco fandt Breshad Perriman på et 27-yard touchdownkast, og Tucker’s ekstra point lukkede opgøret.

Hue Jackson fik ekstra grund til at fortyde udskiftningen af Kessler, da McCown på den efterfølgende angrebsserie blev tacklet så hårdt af Terrell Suggs, at han fumblede bolden på egen 30-yard-linje, men der blev ikke scoret yderligere i kampen.

Med nederlaget fortsætter Cleveland Browns kursen med en sæson uden sejre. Browns er 0-10, mens Ravens fører AFC North med 5-4.