To af ligaens bedste forsvar tørnede sammen syd for Boston, da New England Patriots tog imod Baltimore Ravens. Begge hold dominerede en halvleg hver, og kampen blev afgjort til allersidst.

Sejre til divisionsrivalerne Miami Dolphins og Pittsburgh Steelers betød et ekstra pres på mandagens kombattanter, og da Oakland Raiders samtidig tabte i torsdags, kunne Patriots samtidig bringe sig i førertrøjen i hele AFC.

Foto: Claus Elming

Gul Klud’s Claus Elming fangede før opgøret Patriots-chef Bill Belichick i korte bukser, selvom temperaturen lå omkring frysepunktet.

Begge mandskaber indledte med punts, men da Patriots også efter deres anden offensive serie måtte punte, diskede de op med storspil.

Punter Ryan Allen sendte bolden mod endzone, og den blev stoppet på 1-yard-linjen. Ravens forsøgte at løbe den ud, men runningback Kenneth Dixon blev tacklet i endzone af Malcom Brown, og så var Patriots i spidsen med 2-0 efter deres tredje safety i sæsonen.

Fra starten af opgøret dominerede de to forsvar. Ravens-angrebet fik en smule succes, da Joe Flacco fandt Kyle Juszczyk i højre side, og den tunge 110 kg tunge fullback nægtede at gå ned. Han endte med at skaffe 40-yards, og det bragte Ravens i scoringsposition.

Det blev tid for automatiske Justin Tucker, der indtil videre ikke havde brændt et spark i sæsonen, at sætte et 34-yard field goal. Men det lykkedes for Shea McClellin at hoppe hen over Ravens-linjen og blokere sparket.

Det gav momentum til Patriots, og på to serier i træk udvidede de føringen.

Først havde et par lange kast fra Tom Brady til henholdsvis Julian Edelman og James White bragt Patriots ned på mållinjen. Her kunne LeGarrette Blount tage den det sidste stykke ind til 9-0.

Efter et Ravens-punt var det så Bradys tur til at score touchdown. Han satte selv scoringen op via et 61-yard kast til James White, og fra Ravens’ 6-yard-linje fandt han den varme rookie Malcolm Mitchell i endzone til touchdown. 16-0 med knap 10 minutter tilbage af halvlegen.

Ravens-quarterback Joe Flacco havde gang i en sløj første halvleg, og på den efterfølgende serie overplacerede han sit kast efter Mike Wallace. Det havnede i stedet i hænderne på Patriots-safety Devin McCourty.

Tom Brady fulgte dog trop kort efter, da han forsøgte at finde Chris Hogan i endzone. I stedet kom Ravens’ rutinerede safety Eric Weddle i mellem interceptede Brady.

Første halvlegs sidste point stod Justin Tucker noteret for, da han tog revanche for det blokerede spark fra tidligere. Tucker satte sit spark fra 50 yards, og dermed kunne de to hold gå til pause ved stillingen 16-3 til Patriots.

Patriots kom bedst ud efter pausen. Forsvaret tvang Ravens til at punte, og på den første offensive serie udvidede hjemmeholdet føringen.

En flea flicker mellem Brady og Blount betød, at Brady kunne finde en fri Chris Hogan. Kort efter fandt Brady Martellus Bennett på et 19-yards touchdownkast, og så var Patriots i spidsen med 23-3.

Men bedst som man troede at Patriots, der ikke har tabt de seneste 85 hjemmekampe, hvor de har ført ved pausen, ville køre sejren sikkert hjem, tog man fejl.

Ravens puntede kort efter Bennetts touchdown, men bolden ramte rookie Cyrus Jones’ fod, og den trillede hele vejen ned til Patriots’ 3-yard-linje, hvor Ravens overtog bolden. Det er syvende gang at Patriots fumbler på et punt return i denne sæson.

Et par spil senere udnyttede Joe Flacco den favorable udgangsposition, da han fandt tight end Darren Waller fri i endzone. 23-10.

Patriots var dog ikke færdige med at forære Ravens bolden. På det efterfølgende kickoff – bare 14 sekunder efter seneste fumble – blev bolden revet ud af armene på Matthew Slater, og igen kunne Ravens overtage bolden; denne gang på 22-yard-linjen.

Endnu engang udnyttede Ravens hjemmeholdets fejl, og Flacco fandt Dixon kort i højre side på et 8-yard touchdownkast. 14 point af gæsterne på bare 86 sekunder. 23-17 til Patriots.

Herfra gik der stillingskrig i opgøret på de følgende serier. Dødvandet blev brudt med knap syv minutter tilbage af opgøret, da Justin Tucker reducerede til 23-20 med et field goal fra 38 yards.

Nu var der egentlig lagt op til at Patriots skulle forsøge at brænde lidt tid af klokken, samtidig med de optimalt set skulle udbygge føringen. De nøjedes med de sidste. Brady sendte et missil afsted til en helt fri Chris Hogan på det første spil på den efterfølgende serie. 79 yards senere udbyggede Hogan føringen til 30-20.

Et 37-yard field goal fra Justin Tucker med to minutter igen blev kampens sidste scoring, og dermed nuppede Patriots sejren med resultatet 30-23.

Med sejren er Patriots det bedste rangerede hold i AFC på 11-2. Ravens missede et skridt i topstriden med Steelers i AFC North. Ravens på 7-6 er en sejr efter Steelers.