Blake Bortles var fremragende, og Jaguars lukkede helt ned for Gronkowski, da Tom Brady og co. blev sendt hjem fra Jacksonville med en øretæve på 31-20.

Der var lagt op til stor revanche, da Jacksonville Jaguars søndag aften tog imod New England Patriots i en gentagelse af AFC-finalen. Og revanche det fik Jalen Ramsey og resten af Jaguars-mandskabet.

Doug Marrones tropper dominerede det meste af opgøret og sejrede 31-20. Patriots var klart overmatchet i skyttegravene på begge sider af bolden.

Blake Bortles og Jaguars’ receivere var kampens helt store oplevelse. Quarterbacken spillede fejlfrit og kastede fire touchdowns. Han fandt gang på gang frie receivere og runningbacks på korte kast, så de kunne løbe sig til flere yards efterfølgende. Derudover brugte Bortles stængerne kløgtigt og skaffede flere første downs på den måde, når chancen bød sig.

SE OGSÅ: Keelan Cole laver en OBJ

Modsat havde Tom Brady vanskeligt ved at finde rytmen. Han var ofte under pres af Jacksonvilles meget stærke defensive linje, mens Rob Gronkowski blev lukket ned af en velspillende secondary og Ramsey.

Patriots blev trynet i første halvleg og var bagud 24-3 i midten af tredje quarter. Comebacket lå dog og lurede, da New England scorede ti hurtige point, men efter et længere touchdown af Jaguars-receiver Dede Westbrook var kampen lukket.

Med sejren, der er Jaguars’ første nogensinde over Patriots i grundspillet, er Jacksonville Jaguars 2-0 og dermed alene i spidsen i AFC South. Patriots er på en delt andenplads i AFC East. Dolphins fører den division med to sejre ud af to mulige.

Væsentlige stats

Jaguars
Blake Bortles 29/45 for 377 yards, 4 TD’s, 1 INT
Keelan Cole 7 grebne bolde for 116 yards, 1 TD
Dede Westbrook 4 grebne bolde for 83 yards, 1 TD

Patriots
Tom Brady 24/35 for 234 yards, 2 TD’s
James White 7 grebne bolde for 73 yards, 4 løb for 11 yards
Chris Hogan 3 grebne bolde for 42 yards, 2 TD’s