New England Patriots kørte rivalerne fra New York Jets over med 38-3 og sidder derfor over i første runde af slutspillet. Tom Brady spillede en stærk kamp, mens forsvaret gjorde det onde ved Sam Darnold.

New England Patriots sikrede sig i seneste spillerunde AFC East, og i klubbens sidste grundspilskamp mod ærkerivalerne New York Jets ville en sejr være ensbetydende med, at Patriots sidder over i første runde af slutspillet.

Selvom Jets virkede tændte for at drille storebror, dominerede New England kampen fra start til slut og sejrede overbevisende 31-3.

Quarterback Tom Brady, der har fået en del kritik for sine seneste præstationer, spillede sin bedste kamp i et stykke tid. Han var tæt på fejlfrit med tre kastetouchdowns i første halvleg og fire i kampen. Wide receiver Julian Edelman var også velspillende med i alt 93 yards og en scoring.

Udover en skarp Brady var Patriots-forsvaret også bundsolidt. Enheden stoppede Sam Darnold og co. to gange på fjerde down i redzone og forcerede desuden en fumble, som linebacker Kyle Van Noy løb 47 yards for et touchdown. Darnold var under pres hele kampen og fik ikke meget hjælp fra hverken sin offensive linje eller sine receivere.

SE OGSÅ: Video: Brady med strålende touchdownkast til Burkhead

Sejren betyder, at Patriots slutter grundspillet 11-5 og som tidligere nævnt sidder over i første runde af slutspillet (som minimum). Jets’ sæson slutter med fire sejre og 12 nederlag, og klubben vælger derfor i toppen af næste års draft.

Udvalgt statistik

Patriots
Tom Brady 24/33 for 250 yards, 4 TD’s
James White 4 løb for 30 yards. 4 grebne bolde for 39 yards, 1 TD
Julian Edelman 5 grebne bolde for 69 yards, 1 TD, 2 løb for 24 yards
Kyle Van Noy, 1 47-yard fumble return for TD

Jets
Sam Darnold 16/28 for 167 yards
Deontay Burnett 5 grebne bolde for 73 yards