Isaiah Crowell leverede noget af en præstation da Jets hjemme besejrede Broncos med 34-16 hjemme på Metlife Stadium.

Sam Darnold har måske ikke sovet helt godt om natten ved tanken om at skulle op imod Von Miller og Broncos frygtindgydende pass rush. Især ikke bag Jets’ offensive linje, der ikke har givet Darnold de bedste betingelser at arbejde under.

Darnold behøvede dog heller ikke brilliere så meget, det sørgede Isaiah Crowell for, da han var kampens midtpunkt med hele 219 løbeyards og og 12 yards igennem luften samt en enkelt touchdown. Crowell skød festen i gang tidligt, da han i starten af andet quarter løb hele 77 yards hele vejen i endzone på et flot løb på ydersiden. De 219 yards var i øvrigt ny franchise rekord for Jets, og hvad der gør det mere imponerende er, at det kom på kun 15 løb – altså 14,6 yards i snit pr løb.

Det lå ellers ikke i kortene at det var på jorden at Jets skulle slå Broncos, der sidste år var det bedste forsvar mod netop løbet. Men det var Crowell tilsyneladende ligeglad med.

Broncos og Case Keenum gjorde ellers hvad de kunne for at følge med Jets, og Keenum havde sin nok bedste kamp for Broncos, da han kastede 377 yards og to touchdowns. En spiller der især fik stukket en kæp i hjulet på Broncos’ angreb var Jets’ defensive end Leonard Williams der havde en rigtig god kamp med 2 sacks og 3 QB hits.