Det på forhånd måske mest interessante opgør i slutspillets første weekend skulle spilles mellem Ravens og Chargers. Baltimore bankede LA tidligere på året, så Chargers ledte efter hævn og avancement.

Den yngste quarterback nogensinde til at starte en slutspilskamp mod en af ligaens mest erfarne. Det var en af blot mange mulige vinkler på opgøret i Baltimore, der også bød på to af ligaens bedste forsvar. Det blev en forsvarsdomineret kamp, hvor udeholdet fra Los Angeles vandt 23-17.

Ravens leverede en ganske fejlfri i holdenes første møde for to uger siden, men tidligt i dagens opgør var der grus i maskineriet. Tre fumbles på de første par angrebsserier blev det til for Baltimore, Chargers fik fat i en enkelt af disse, men måtte nøjes med et field goal. Den indledning satte tonen for det meste af dagen for Ravens rent angrebsmæssigt. Der skulle gå længe, før det blev kønt.

Det siges ofte, at slutspillet er der, hvor forsvarerne for alvor får fat. Det må siges at være tilfældet for dette opgør, hvor de to holds angreb blev presset til det yderste. Chargers fik lukket helt ned for Lamar Jackson og Ravens’ løbespil grundet en disciplineret indsats fra Joey Bosa og Melvin Ingram, men i særdeleshed også holdets umådeligt alsidige safetys.

På en blæsende dag i Baltimore var Chargers-kicker Michael Badgley en afgørende faktor. Han ramte plet på fem svære field goals, og for første gang i evigheder havde Los Angeles en effektiv kicker. Ravens’ totalt ineffektive angrebsspil gav Chargers muligheder for endnu flere point, men Matt Judon, CJ Mosley og resten af defensiven havde et jerngreb på kampen. Linebacker Patrick Onwuasor spillede også en blændende kamp.

Ravens forsvar og special team forsøgte deres bedste at få holdet ind i kampen efter pausen. Et blokeret punt, et blokeret field goal og en forceret fumble på blot ti minutter i tredje quarter burde havde kickstartet holdet, men det skete ikke. Holdets receivere kunne ikke gøre forskellen og Lamar Jackson lignede en rookie i sin første slutspilskamp.

Først i fjerde quarter fik Ravens-offensiven tur i den, og der var det for sent. Hjemmeholdet formåede at skabe spænding, men det får ikke holdet videre i slutspillet. Chargers kan nu se frem til en tur til New England næste weekend, hvor de skal møde andetseede Patriots.

Udvalgt statistik

Baltimore Ravens

Lamar Jackson: 14/29 for 194 yards, 2 touchdowns og 1 interception. 9 løb for 54 yards
Gus Edwards: 8 løb for 23 yards
Michael Crabtree: 2 grebne bolde for 38 yards, 2 touchdowns
Patrick Onwuasor: 7 tacklinger, 2 tacklinger for tabte yards, 1 sack

Los Angeles Chargers

Philip Rivers: 22/32 for 160 yards
Melvin Gordon: 17 løb for 40 yards, 1 touchdown
Keenan Allen: 4 grebne bolde for 37 yards
Melvin Ingram: 7 tacklinger, 2 tacklinger for tabte yards, 2 sack, 1 forceret fumble, 1 genvundet fumble