Tom Brady fik sin første sejr nogensinde over Aaron Rodgers, da New England Patriots slog Green Bay Packers 31-17 i en velspillet kamp.

For blot anden gang nogensinde stod Tom Brady og Aaron Rodgers overfor hinanden i 9. spillerundes sene søndagskamp, da New England Patriots og Green Bay Packers mødtes på Gillette Stadium.

Med blot tre sejre i syv kampe var Packers under et stort pres for at vinde, hvis de ikke ville sættes en smule af i NFC North, men ostehovederne måtte se sig besejret 31-17 efter et opgør, der var jævnbyrdigt indtil fjerde quarter.

Efter at have haltet en smule efter i første halvleg havde Packers nemlig momentum i starten af fjerde quarter. Gæsterne havde ved stillingen 17-17 bevæget sig ind på Patriots’ banehalvdel og så ud til at kunne tage føringen, men så fumblede runningback Aaron Jones. New England fik bolden og straffede Rodgers og co. hårdt med to touchdowns i fjerde quarter.

***SE OGSÅ: Video: Josh Gordon lukker ballet med 55-yard TD

Patriots-angrebet virkede til tider ustoppeligt. På flere angrebsserier skruede Brady tempoet i vejret og kørte spillende lynhurtigt i hælene på hinanden. Det førte blandt andet til en fantastisk første angrebsserie, hvor Patriots tilbagelagde 59 yards på ti spil over tre minutter og 20 sekunder, før James White løb for et touchdown.

Packers’ defensiv gjorde ellers en rigtig fin figur i store periode af kampen med god opdækning og ved at lægge pres på Brady, men i sidste ende kunne Green Bay ikke holde værterne helt fra fadet.

Derfor kostede det dyrt, at Patriots-forsvaret gjorde det bundsolidt med en disciplineret indsats mod Aaron Rodgers. Quarterbacken blev holdt til 259 yards, og selvom han kastede to touchdowns på 3rd & goal, formåede Packers ikke at sætte flere end 17 point på tavlen. Packers blev nemlig holdt fra point i de sidste 26 minutter af kampen.

Bill Belichick forsøger altid at tage modstanderens største styrke væk, og var også tilfældet mod Packers. Rodgers’ favoritvåben, Davante Adams, fik masser af fokus og greb kun for 40 yards.

Set over hele kampen burde Patriots ikke være 14 point bedre end Packers, men hjemmeholdet viste klassen på de afgørende tidspunkter, mens gæsterne manglende den sidste skarphed efter en ellers flot kamp af forsvaret.

Sejren var Bradys første over Rodgers, og den duel står nu 1-1. New England er 7-2, mens Green Bay er 3-4-1.

Væsentlige stats

Patriots
Tom Brady 22/35 for 294 yards, 1 TD
Cordarrelle Patterson 11 løb for 61 yards, 1 TD
James White 12 løb for 31 yards, 2 TD’s, 6 grebne bolde for 72 yards
Josh Gordon 5 grebne bolde for 130 yards, 1 TD
Julian Edelman 6 grebne bolde for 71 yards, 2 løb for 28 yards, 1 kast for 37 yards

Packers
Aaron Rodgers 24/43 for 259 yards, 2 TD’s
Aaron Jones 14 løb for 76 yards
Marquez Valdes-Scantling 3 grebne bolde for 101 yards
Jimmy Graham 4 grebne bolde for 55 yards, 1 TD
Davante Adams 6 grebne bolde for 40 yards, 1 TD