“En hån mod fans” – så kontant meldte en ejer ud, da et nyt kontroversielt forslag mandag blev stemt igennem.

Knapt har NFL udgivet sit kampprogram for den kommende sæson, før en kontroversiel ny beslutning er taget: Torsdagskampe kan nu ændres sidst i sæsonen.

Læs også: Kampprogrammet uge for uge
Læs også: Kampprogram – hvem møder dit hold?

NFL-ejerne vedtog mandag et forslag om at tillade, at torsdagskampe kan flyttes fra torsdag til søndag allerede i den kommende sæson, men langt fra alle ejere var enige i den beslutning.

Ændringerne gælder kun fra spilleuge 13 til 17, og kampe kan kun flyttes fra torsdag til eftermiddag den efterfølgende søndag. Samtidig skal en ændring meldes ud med mindst 28 dages varsel.

Det er også vedtaget, at ingen klub vil være forpligtet til at skifte fra søndag eftermiddag til torsdag aften mere end én gang eller spille mere end to kampe torsdag aften i en sæson.

Forslaget siger også, at NFL maksimalt kan benytte ordningen to gange på en sæson, men at der altså er fem kampe i spil til at blive flyttet. Ligaen bruger 2023-sæsonen som test for forsøget, hvorefter det tages op til genovervejelse næste forår.

Men det var ikke en beslutning, der vakte lige stor glæde alle steder. Otte klubber stemte imod, så den endelige afsteming lød på 24 for og otte imod.

Især var en af NFLs ældste ejere, New York Giants John Mara, hvis familie har ejet Giants siden 1925 imod. “Det er en hån mod fans” har han tidligere sagt om forslaget, og adspurgt om resultatet af afstemningen svarede han kort: “Jeg står ved mine tidligere kommentarer.”

Udover Giants stemte også ejerne af NY Jets, Chicago Bears, Las Vegas Raiders, Detroit Lions, Cincinnati Bengals og Pittsburgh Steelers imod, ligesom repræsentanten fra Green Bay Packers stemte imod forslaget.

De fem torsdagskampe fra spilleuge 13 til 17, der lige nu måske / måske ikke bliver flyttet er:
Spilleuge 13: Dallas Cowboys – Seattle Seahawks
Spilleuge 14: Pittsburgh Steelers – New England Patriots
Spilleuge 15: Las Vegas Raiders – Los Angeles Chargers
Spilleuge 16: Los Angeles Rams – New Orleans Saints
Spilleuge 17: Cleveland Browns – New York Jets

Læs også: Kampprogrammet uge for uge