De mange tilfælde af Covid-19 hos Tennessee Titans får nu NFL til at tage tirsdagen i brug til football

Weekendens kamp mellem Buffalo Bills og Tennessee Titans flyttes fra søndag til tirsdag kl. 18 amerikansk tid – midnat i Danmark.

Det er en vigtig kamp for NFL og for AFC-halvdelen mellem to ubesejrede mandskaber, der begge bejler til en slutspilsplads, og derfor ønsker NFL for alt i verden at spille den.

Titans er det hårdest ramte mandskab, hvad angår Corona-smitte, og op mod 25 spillere og ledere er konstateret positive. Der var ingen nye tilfælde i det seneste døgn, men opstår der yderligere smitte, kan NFL blive nødsaget til at aflyse kampen. Sker dette, kan Titans blive erklæret som tabere, hvilket ville være en historisk straf for deres ringe håndtering af smitten og brud på NFLs Corona-regler.

Hvis Titans-Bills spilles tirsdag, så får det indflydelse på kampprogrammet for spilleuge 6 også. Bills skulle have spillet Thursday Night Football mod Kansas City Chiefs allerede på torsdag, men denne kamp skubber NFL nu til næste søndag.

Samtidig melder NFL også ud, at de har flyttet kampen mellem Denver Broncos og New England Patriots til mandag. Den skulle oprindeligt have været spillet mandag, men nu får vi altså for anden uge i træk to mandagskampe.

Årsagen skal findes i, at Patriots, grundet flere tilfælde af Corona-smitte, ikke har trænet siden deres kamp i mandags mod Chiefs, og deres træningsfaciliteter har ikke været åbne siden.

Kampen får kickoff kl. 00:30 natten til tirsdag dansk tid, mens det oprindelige Monday Night opgør mellem New Orleans Saints og Los Angeles Chargers spiles som planlagt kl. 02:15