Jaguars henter ung træner til angrebet

0

Liam Coen ansatte i sidste uge sin første koordinator i form af Anthony Campanile, der skal styre forsvaret, men nu er der også kommet styr på holdets offensive koordinator.

Efter en tumultarisk sæson i Jacksonville med mange nederlag, flere skader til prominente spillere og til sidst en fyreseddel til både Doug Pederson og Trent Baalke er der endeligt ved at være styr på løjerne.

Liam Coen blev, efter et meget succesfuldt år i Tampa Bay Buccaneers, hyret som cheftræner i Jaguars for to uger siden, og han var hurtig til at finde sin defensive styrmand, da han efter kun en uge hyrede Anthony Campanile, der tidligere har været linebacker træner i Miami Dolphins og senest Green Bay Packers.

Nu har han også ansat sin offensive koordinator, og det bliver en ung og forholdsvis uerfaren herre, der skal varetage det arbejde.

Valget er nemlig faldet på Grant Udinski. Den kun 29-årige træner kommer fra en stilling som assisterende quarterback træner og assisterende offensiv koordinator i Minnesota Vikings. Her har han arbejdet i tre år, og forinden var han to sæsoner i Carolina Panthers.

En begejstret chef

Trods Udinskis relativt få år i NFL og manglende erfaring med jobbet som offensiv koordinator er Liam Coen begejstret for ansættelsen af den unge træner:

“Han kommer til at bringe en masse viden, energi og en vindermentalitet til at hjælpe med at lede vores angreb her i Jacksonville,” fortalte Jaguars’ cheftræner Liam Coen som følge af ansættelsen og forsatte:

“Han er en stigende stjerne i denne liga, som har været en hjørnesten for succes i Vikings-organisationen, og vi kan ikke vente med, at han skal lede vores angreb.”

Han er også tidligere blevet rost til skyerne af Vikings’ cheftræner, Kevin O’Connell, som ovenikøbet har forfremmet Udinski to gange på sine tre år i klubben.

I sin seneste tid i Minnesota var hans primære job at være mentor for det unge quarterbacktalent J.J. McCarthy og hjælpe Sam Darnold til træningerne.

Nu får han i stedet ansvaret for Trevor Lawrence, der fortsat er anset som en hjørnesten i opbygningen af holdet, og for at genopbygge angrebet, der i 2024 lavede ottende færrest yards og syvende færrest point i grundspillet.

Læs også: Gul Klud Awards