Jacksonville Jaguars har sagt farvel til den defensive linjemand Malik Jackson og runningback Carlos Hyde. Det skriver flere NFL-medier.

2018-sæsonen var en kæmpe skuffelse for Jacksonville Jaguars, og nu ruller der hoveder i Florida-klubben i forberedelserne til næste uges free agency og officielle start på 2019-sæsonen.

Den alsidige defensive linjemand Malik Jackson, der blev hentet til klubben i free agency for tre år siden, er blevet fyret. Det samme gælder runningback Carlos Hyde. Både ESPN og NFL Network meddeler om fyringerne. Udover Jackson og Hyde fyres også safety Tashaun Gipson, højre tackle Jarmey Parnell og long snapper Carson Tinker.

Fyringerne af Jackson og Hyde frigiver en del økonomisk råderum for Jaguars. 11 millioner dollars får klubben yderligere på bankbogen ved at fritstille Jackson. Derudover sparer holdet 4,7 millioner dollars for Hyde, 7,45 millioner dollar for Tashaun Gipson, mens tallet er 6 millioner dollars for Jarmey Parnell.

Samlet set er det næsten 30 millioner dollars, som Jacksonville nu kan bruge i free agency og draften – formodentlig med det primære fokus på angrebet og quarterback Nick Foles.

Malik Jackson to første sæsoner i Jacksonville, 2016 og 2017, var rigtig gode. Specielt i 2017, hvor Jaguars gik hele vejen til AFC-finalen, brillerede den defensive tackle med otte sacks og fire forcerede fumbles. Carlos Hyde imponerede bestemt ikke i sin ene sæson for Jacksonville, hvor han blot præsterede 189 yards på 58 løb med et snit på 3,3 yards.

Gipson spillede tre sæsoner for Jaguars uden at misse en kamp, og han nåede blandt andet seks interceptions i sin tid i det nordlige Florida. 32-årige Jarmey Parnell har været fast inventar på Jaguars’ offensive linje de sidste fire år, efter han kom til fra en backup-rolle hos Cowboys.