NFLs begejstring for at spille kampe i udlandet vil ingen ende tage, og onsdag blev det officielt: São Paulo i Brasilien får en kamp i 2024.

For første gang i ligaens historie skal NFL spille en kamp i Sydamerika. Ligaen udvider sit internationale engagement med en kamp i den brasilianske millionby São Paulo i 2024.

NFL-boss Roger Goodell fortalte i oktober, at ligaen havde sendt folk til blandt andet Brasilien og Spanien for at lede efter mulige nye lande at spille grundspilskampe i. Nu er det så offcielt, at São Paulo får en kamp, og samtidig meldte NFL ud, at der ikke som forventet kommer en kamp i Madrid næste år.

Fem internationale kampe i 2024

Med den nylige succes i Tyskland og nu med en kamp i Brasilien ville det have været naturligt for NFL, at udvide antallet af internationale kampe.

Men ligaen holder fast i “kun” at spille fem kampe i udlandet i 2024, så det betyder, at der kommer tre kampe i England og en enkelt i Tyskland, efter vores naboer mod syd i år var vært for to kampe i Frankfurt.

Tottenham Hotspur Stadium lægger græs til to, Wembley får igen besøg af Jacksonville Jaguars, og Allianz Arena i München bliver vært for en kamp, der ifølge vedholdende rygter bliver mellem Kansas City Chiefs og Carolina Panthers.

Til gengæld meldte NFL så ud, at der fra 2025 kommer helt op til syv kampe i Europa.

Berømt men lille stadion

Selvom São Paulo er blandt verdens allerstørste byer, så er det angiveligt et stadion med begrænset tilskuer-kapacitet, der får æren af at lægge græs til NFLs debut i Brasilien.

Neo Quimica Arena, der til daglig er hjemmebane for det berømte Corinthians fodboldhold, har blot plads til omkring 50.000 tilskuere, så der bliver rift om billetterne.

Senest spillede NFL to kampe i Franfurt på Deutsche Bank Park, hvor der var over 2 millioner fans i kø til de 48.000 billetter, så at NFL ikke vælger et større stadion i Brasilien kan virke en smule underligt.

Hvem skal spille i Brasilien i 2024?

NFL har ladet de 32 NFL-hold lægge billet ind på forskellige lande, hvor de kan markedsføre sig selv, og her er Dolphins det eneste hold, der har budt ind på Brasilien. Derfor vil det være naturligt, at de bliver det første hold til at spille en kamp der.

Det ligger samtidig fast, at det er et hold fra NFC-halvdelen, der skal have hjemmebane, og der er Dolphins til næste år matchet med NFC West (49ers, Seahawks, Cardinals og Rams). Desuden skal Dolphins møde et hold fra NFC North, der med stor sandsynlighed bliver Detroit Lions.

NFL har aldrig spillet en kamp i Sydamerika, som en del af deres International Series, men har dog spillet fem grundspilskampe og fire pre-season kampe i Mexico City på det store Estadio Azteca. Det er dog under renovering frem mod VM i fodbold i 2026, og det bliver ikke klar til NFL-kampe næste sæson.

Læs også: NFL når vild vild milepæl – 50 internationale kampe
Læs også: Her er alle de internationale kampe gennem årene