
Los Angeles Rams viste klassen, da de udraderede Jacksonville Jaguars med 35-7 i den engelske hovedstad.
Wembley Stadium, London. Der var aldrig tvivl om resultatet i sæsonens tredje og sidste kamp fra London. Los Angeles Rams sendte de engelske darlings fra Jacksonville Jaguars hjem til Florida med en gedigen lussing på 35-7.
Med sejren har Los Angeles Rams nu vundet fem af deres første syv kampe i sæsonen, og de indtager aktuelt førstepladsen i NFC West. I et internationalt perspektiv har Rams nu vundet tre af deres fem kampe i udlandet.
Øretæven kommer til at gøre ondt på Jaguars’ selvforståelse, da nederlaget er det største i Jaguars’ historie på engelsk jord. Resultatet betyder også, at Jaguars risikerer at tabe terræn i kampen om pladserne i det forjættede slutspilsland.
Har Rams knækket London-koden?
Der har været skrevet og talt en del om Los Angeles Rams’ tilgang til London-turen før opgøret. Rams ankom først til den engelske hovedstad om lørdagen – bare lidt mere end et døgn før kampstart.
Ikke desto mindre var det Rams, som kom flyvende ud af starthullerne og overrumplede Jaguars. Det stod allerede klart på Jaguars’ første angrebsspil i kampen, da Jared Verse udmanøvrerede sin modstander og sendte Trevor Lawrence til tælling.
Således var Jared Verse stærkt medvirkende til Los Angeles Rams’ nedskydning af Trevor Lawrence. Rams-forsvaret sluttede opgøret med hele syv sacks på den hjælpeløse Trevor Lawrence.
Samtidig spillede Sean McVays angreb også på alle tangenter fra kampens første spillefløjt. Rams scorede touchdown på tre af deres første fire angrebsserier, selvom de manglede Puka Nacua, der sad ude med en ankelskade.
I stedet var det upåagtede Konata Mumpfield, der åbnede kampens scoringskonto, da han greb sit første touchdown i karrieren.
Davante Adams ville også lege med, og den 32-årige receiver viste prøver på fordums storhed, da han scorede et hattrick af touchdowns. Især hans anden scoring var en sand perle, da han greb bolden med én hånd bagerst i Jaguars’ endzone.
Sløve jaguarer
I skærende kontrast til Los Angeles Rams, så virkede Jacksonville Jaguars ukarakteristisk sløve. Trevor Lawrence var rystende upræcis, da han ramte på 23 af 48 kast, mens Jaguars bare konverterede tre af 15 tredje-down-forsøg.
Derudover fik Jaguars aldrig gang i løbespillet, hvilket betød, at Trevor Lawrence igen og igen befandt sig i svære kastesituationer. Travis Etienne Jr. sluttede opgøret med beskedne 44 løbe-yards.
Én af de få Jaguars-spillere, som kunne være sin indsats bekendt, var multitalentet Travis Hunter. Førsterundevalget fra forårets draft greb sit første touchdown som professionel, og så stod han ovenikøbet for holdets defensive højdepunkt, da han fulgte Davante Adams til dørs og forhindrede et stort Rams-spil.
London. Det har været en fornøjelse!
Med resultatet på plads er det også tid til at takke af i London for denne sæson. Igen i år har den engelske hovedstad lagt hus til tre kampe fra NFL, der tilsammen har samlet omkring 200.000 tilskuere på lægterne.
Læs mere: Hvad byder fremtiden for Jaguars og football i London?
Nu rykker ligaen sine internationale teltpæle op og flytter videre til Berlin, hvor Atlanta Falcons og Indianapolis Colts mødes den 9. november.