Buffalo Bills var storfavoritter i søndagens tidlige kamp på Tottenham, men Jacksonville Jaguars trak det længste strå, hvor en Bills stjerne blev skadet for anden uge i træk.

Buffalo Bills havde vundet tre kampe i træk med samlet 123-33, men på hjemmebane på udebane i Tottenham tabte de 25-20 til Jacksonville Jaguars efter en vild fjerde quarter.

Men nederlaget var ikke det værste. Holdets leder og vigtigste forsvarsspiller Matt Milano udgik i første quarter med en knæskade, efter han var blevet vredet bagover i en klump af mennesker. Det var et kæmpe slag for et forsvar, der i sidste uge mistede cornerback Tredavious White for sæsonen.

Kort efter Milano forlod banen åbnede Jaguars scoringen på et fremragende kast fra Trevor Lawrence til Zay Jones, der i bagenden af end zone hentede bolden i anden sals højde og stadig fik begge fødder ned.

De tilføjede både en 2-point conversion og et field goal på den næste angrebsserie og førte dermed 11-0 efter 1. quarter.

Bills angreb, der satte 48 på tavlen i sidste uge mod Dolphins, og quarterback Josh Allen, der kastede fire touchdowns og løb et enkelt ind, kunne slet ikke få gang i spillet i første halvleg og puntede på deres første fire angresserier.

Jaguars spillede i sidste uge på Wembley mod Atlanta Falcons og blev i London. Mens de har været 14 dage i England, og deres døgn- og kropsrytme er justeret til britisk tid, så ankom Bills først til London fredag og spillet virkede plaget af jetlag.

Men det rystede Josh Allen af sig og med 1:14 tilbage af anden quarter kørte han sine tropper på 11 play 86 yard touchdown drive, der sluttede med et kast til Stefon Diggs i end zonen efterfulgt af en lille Christiano Ronaldo fejring.

Faktisk fik Jaguars mulighed for at udbygge føringen inden pausen, men et fremragende play af Bills AJ Epenesa fremtvang en Trevor Lawrence, og så kunne de to hold gå til engelsk tepause med stillingen 11-7 til Jaguars.

Efter en scoringsløs tredje quarter, scorede begge hold to touchdowns i fjerde quarter, og ved stillingen 25-20 forsøgte Bills et desperations-play, men den klassiske hook-n-ladder endte med en fumble, og så kunne Jaguars-spillerne juble over deres anden sejr i London på otte dage.

Det var Jaguars 11. kamp i London i de sidste 11 år, og de er nu samlet 6 og 5.

Læs også: Alle resultater fra NFLs internationale kampe