Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen talte med den tyske journalist Maximilian Zielke kort efter, at Roger Goodell havde offentliggjort aftalen, som rykker NFL til München og Frankfurt allerede fra 2022.

Inglewood, Californien. Roger Goodell offentliggjorde onsdag, at NFL har indgået en aftale med München og Frankfurt, som betyder, at der skal spilles en kamp om året på enten Allianz Arena eller Waldstadion til og med 2025.

Læs mere: NFL rykker til Tyskland fra 2022-sæsonen

Efterfølgende fangede Gul Klud den tyske journalist Maximilian Zielke, der dækker NFL for den næst største privatejede medievirksomhed i Tyskland, ProSieben. Dét til en kort snak om, hvorfor det netop var Tyskland, som løb med Goodells opmærksomhed og om perspektiverne for den fortsatte udbredelse af amerikansk fodbold på det europæiske kontinent:

Gul Klud: NFL rykker til Tyskland og I kan se frem til to kampe i både München og Frankfurt. Hvad er din umiddelbare reaktion?

Maximilian Zielke: Det er fantastisk. Faktisk er det en lille smule skørt at tænke på, når du siger det så direkte. Det er kulminationen på fem til seks år, hvor sporten er vokset eksponentielt i Tyskland og er blevet mere og mere fremtrædende i mediebilledet.

Gul Klud: Kan du sætte lidt ord på, hvorfor det netop er Tyskland, som har fået tildelt kampene?

Maximilian Zielke: Oprindeligt viste vi bare Super Bowl som en niche-begivenhed, men nu dækker vi NFL intensivt – lige fra draften til grundspillet. Og tyskerne har virkelig taget sporten til sig på meget kort tid. I begyndelsen havde vi bare omkring 80.000 – 100.000 seere – og nu er vi oppe på flere millioner seere på ugentlig basis. Jeg tror, at den fortsatte eksponentielle udvikling har været afgørende for, at NFL netop har valgt Tyskland til udvidelsen af NFL International. De ser, at efterspørgslen er tiltagende i Europa – og især i Tyskland – og det vil de profitere på.

Gul Klud: Der er tale om en årligt tilbagevendende begivenhed frem til 2025. Hvordan forventer du, at NFL’s løbende tilstedeværelse vil påvirke udbredelsen af europæisk-amerikansk fodbold i Tyskland? Tyskland har jo været frontløber på en europæisk liga senest?

Maximilian Zielke: Ja, det er rigtigt. Det er bare et par år siden, at én af mine kollegaer – Patrick Esume – var med til at starte ”European League of Football” og det har været en spændende rejse. Jeg tror, at NFL’s kampe vil være med til at inspirere flere unge europæere og tyskere til at spille football – ligesom det har været tilfældet i London. Og London er generelt et forbillede for os – vi vil også skabe en fest omkring NFL, hvor fans i alle holdfarver vælter ind på stadion for at hylde sporten.”

Gul Klud: Jeg tør i hvert fald garantere, at flere danskere vil komme til München og Frankfurt for at opleve kampene. Har du været på Allianz Arena og Waldstadion? Og kan du sætte lidt ord på destinationerne i en NFL-kontekst?

Maximilian Zielke: Jeg kender Allianz Arena ganske godt. Jeg bor i München og har tidligere arbejdet for Bayern München. Det er et fantastisk stadion – og i min optik det mest attraktive stadion i Europa. Det er topmoderne og har været et forgangseksempel for mange andre stadioner siden hen. I Frankfurt er stadion en anelse mindre, men jeg tror, at NFL har valgt Frankfurt, fordi USA har en særlig forbindelse til Frankfurt. Der bor mange amerikanske veteraner i byen og det tror jeg, har spillet en større rolle end Waldstadion selv.

Aftalen betyder, at der skal spilles NFL i München i 2022 og 2024, mens Frankfurt skal agere vært i 2023 og 2025. Det er fantastisk nyt for den hastigt voksende fanbase i Europa, da der også fortsat skal spilles kampe i London. Des mere football, des bedre.  

NFL i Tyskland 2022

Vil du med være sikker på en billet til NFL i München i efteråret, så er det en god ide, at skrive dig op hos LA Travel med det samme.

Besøg LA Travel nu og kom forrest i køen til NFL i Tyskland