Søndag ser en ny æra dagens lys, når Tampa Bay Buccaneers og Seattle Seahawks mødes på Allianz Arena i München.

Søndag får Tampa Bay Buccaneers og Seattle Seahawks æren af spille den første kamp nogensinde i Tyskland, når NFL indleder et nyt kapitel i sit globale engagement. Til og med 2025 kan de europæiske og især tyske fans se frem til at overvære fire kampe, som deles mellem München og Frankfurt. Begejstringen har også været til at føle forud for premieren, da Allianz Arena – som kan huse op til 75.000 tilskuere – blev udsolgt på få minutter og NFL har fået flere end tre millioner forespørgsler på kampbilletter!  

Af de 75.000 tilskuere var det næppe mange, som forventede, at de skulle overvære to divisionsanførere i München. Medens det ikke er overraskende, at Tampa Bay Buccaneers (4-5) fører an i NFC South, så er det iøjnefaldende, at Seattle Seahawks (6-3) har taget teten i NFC West og aktuelt har distanceret San Francisco 49ers og de forsvarende Super Bowl-mestre fra Los Angeles Rams.

Seahawks’ foreløbige succes er respektfremkaldende og det skyldes ikke mindst, at John Schneider – efter flere års tørke – har ramt plet med sin spillerrekruttering, samt at Pete Carroll har skabt et komplet og afbalanceret mandskab. Det betyder bl.a., at ingen i Seattle savner Russell Wilson, da hans afløser Geno Smith har været forrygende og har fået sit store gennembrud i NFL. Efter ni kampe har Smith ramt på 73,1 procent af sine kast for 2.199 yards, 15 touchdowns og bare fire interceptions, hvortil han rangeres som den fjerde bedst præsterende quarterback i ligaen af Pro Football Focus.

Modsat er det svært at være opløftet eller entusiastisk på Tampa Bay Buccaneers’ vegne. Holdet har tabt tre af de seneste fire kampe og særligt angrebet har – mildest talt – været undervældende. Foreløbigt har Buccaneers bare scoret 18 point og produceret 331,8 offensive yards pr. kamp i 2022, hvilket er henholdsvis ottende og 14. færrest i NFL. I fjor scorede Buccaneers næst flest point (29,9) og skabte tredje flest offensive yards (400,5) pr. kamp.

Problemet for Buccaneers er endvidere, at de har satset alt på at få succes i år og vride det sidste ud af Tom Brady, før han går på pension. Det er afspejlet i holdets lønsituation og konsekvenserne af de kontraktforlængelser, som Jason Licht har underskrevet for at holde spillertruppen intakt i år, da Buccaneers aktuelt står til at være $48,9 millioner over lønloftet i 2023. Jason Licht og Todd Bowles står altså over for nogle hårde beslutninger og prioriteringer til foråret, som kun bliver mere pinefulde af den manglende succes.

Samlet set er det to hold med hvert sit mentale udgangspunkt, som mødes i München. Seahawks er blevet ligaens kæledække og spiller en lækker, frigjort omgang football, medens Buccaneers har underpræsteret i forhold til forventningerne. Ikke desto mindre er det to hold, som vi meget vel kan komme til at se i slutspillet til januar – og det er en uforudset gave til det europæiske publikum.

Seneste nyt på skadefronten

Apropos gaver til det europæiske publikum, så kan vi glæde os over, at Antoine Winfield Jr. er blevet sin hjernerystelse kvit og forventes at starte i München. Hjernerystelsen har holdt Winfield Jr. ude i Buccaneers’ seneste to kampe og hans pondus var især savnet i forrige uge mod Baltimore Ravens’ hårdtslående angreb. Den unge stjerne har også været en force i de syv kampe, han har spillet i år, hvori han har leveret 39 tacklinger, tre sacks, en interception og forceret en fumble.

Tom Brady må imidlertid se bort fra et par af sine medspillere på angrebet. Guard Luke Goedeke sidder fortsat ude med fodskade, hvilket betyder, at Nick Leverett kommer i aktion igen. Derudover er Russell Gage jr. meldt ude med en forstrækning, mens Cameron Brate er tvivlsom med en nakkeskade, som har holdt ham ude i de seneste tre kampe.

Pete Carrolls tropper er relativt skadefri og der er kun to nævneværdige spillere, som er tvivlsomme til den tidlige søndagskamp. Det drejer sig om lynhurtige Marquise Goodwin, som døjer med lyskenproblemer, og defensive end Shelby Harris, der missede holdets træning fredag med smerter i albuen.

Hold øje med…

Seahawks’ unge stjerner i svøb

Vi var lidt inde på det i indledningen, men John Schneider ser ud til at have leveret en magisk draft for Seahawks i år. Af de ni spillere han valgte, har fire allerede etableret sig som betydningsfulde startere og to har bidt sig fast i rotationen. Kronen på værket er, at flere af dem også dækker nogle af de vigtigste positioner i dagens NFL – offensive tackle og cornerback.

For det ser ud til, at Seahawks har fundet fremtidens dørmænd på ydersiderne af den offensive linje. Charles Cross og Abraham Lucas har været bundsolide startere på de to tackle-positioner og har en stor andel i angrebets succes. Søndag står de over for Todd Bowles’ forsvar, som har leveret femte flest sacks i NFL i år med 3,2 pr. kamp – og det bliver spændende at se, hvordan de håndterer den opgave.

Cross og Lucas har også været med til at åbne løbespillet for Kenneth Walker III, som Seahawks valgte i anden runde. Efter en stille start, hvor han bare fik 23 løbespil på fire kampe, har Walker III været dominerende. I de seneste fire kampe har Walker III løbet og grebet bolde for 458 yards og scoret seks touchdowns! Hvis han kan opretholde niveauet i resten af sæsonen, ligner han en favorit til prisen som årets bedste offensive rookie.

Sidst, men ikke mindst, er vi nødt til at fremhæve cornerback Tariq Woolen, som Schneider valgte i femte (!) runde. Woolen har ikke bare etableret sig som starter i Seattle, men som en af de bedst præsterende på sin position i NFL. Efter ni kampe står han noteret for 31 tacklinger og fire interceptions, hvilket er næst flest i ligaen i år, mens han også har scoret et enkelt touchdown. Det bliver uhyre interessant at se ham i aktion over for Mike Evans, Chris Godwin og resten af Bradys våben.

Var Bradys kampafgørende angrebsserie en engangsfornøjelse eller et tegn på bedre tider?


Tom Brady er bedst, når han har ryggen mod muren. Det har vi alle lært på egen sjæl, når vi har dømt ham eller hans hold ude – uanset om det har været før, under eller efter sæsonen. Den 45-årige levende legende viste igen sit værd, da han – nærmest egenhændigt – sikrede Buccaneers en sen sejr mod Los Angeles Rams i niende spillerunde. På den sidste og kampafgørende angrebsserie drev Brady bolden 60 yards ned ad banen, før han fandt Cade Otton i endzone. Og det gjorde han på bare 35 sekunder.

Det var 55. gang i karrieren, at Tom Brady anførte en kampafgørende angrebsserie i sin karriere, hvilket er flest i ligaens historie. Spørgsmålet er nu, om det også bliver et vendepunkt for Buccaneers’ angrebskvaler – og dermed for deres sæson?  

I München står de over for et Seahawks-forsvar, som har lukket ned for Justin Herbert, Kyler Murray (x2) og Daniel Jones i den forgangne måned. I de fire opgør har Seahawks fremtvunget syv (!) turnovers og ikke tilladt mere end 23 point i ét af kampene. Det bliver altså alt andet end let for Buccaneers’ angreb at fortsætte sit momentum, men en sejr vil sende et signal til resten af NFL om, at Tom Brady og co. er tilbage og skal tages alvorligt. Momentum er alt i sportens verden!  

Forudsigelse

Skulle Tom Brady gå hen at vinde, bliver han den første quarterback til at vinde på tværs af fire forskellige landegrænser (USA, England, Mexico og i givet fald Tyskland). Brady har også været forrygende i sine udenlandske kampe, som han har vundet med 113-22 samlet set.

Jeg tror, vi har en fantastisk kamp i vente, hvor Buccaneers’ forsvar kommer til at udfordre Seahawks’ velbalancerede og velspillende angreb, og hvor Tom Bradys angreb skal forsøge at bygge videre på succesoplevelsen i niende spillerunde mod Pete Carrolls opportunistiske forsvar.

Som sæsonen er gået, bør Seahawks være favoritter til at snuppe sejren i München. Geno Smith spiller glimrende, han har flere gode våben i form af D.K. Metcalf, Tyler Lockett, Noah Fant og Kenneth Walker III, mens forsvaret er godt trænet, talentfuldt og opportunistisk – og giver associationer til fordums storhed under ”Legion of Boom”.

Der må ikke herske tvivl om, at det piner mig at gå imod Tom Brady – jeg burde have lært lektien. Men Buccaneers virker ikke til at være i balance, hverken på eller uden for banen. Noget er galt, og det står i skærende kontrast til situationen hos Seahawks, hvor der ånder fred og idyl.

Seattle Seahawks vinder opgøret med 24-20 og tager endnu et skridt på vejen til slutspillet.