Det har ikke været lutter lagkage for Justin Britt, siden han blev draftet af Seattle Seahawks i 2014-draften, og nu skifter han position for anden gang på to år.

Det kom som en overraskelse for alle, da Justin Britt blev valgt af Seattle Seahawks allerede i anden runde af 2014-draften. Seattle meldte dog selvsikkert ud, at holdet nu havde valgt deres nye startende højre tackle.

Første sæson var skidt fra Britts side, og derfor blev han inden sidste sæson flyttet ind som venstre guard. Et skifte der ikke har hjulpet synderligt på præstationerne.

Nu har holdets offensive linje-træner, Tom Cable, så meldt ud, at Justin Britt ikke længere skal spille venstre guard. I stedet skal han spille center, og Cable mener, at Britts erfaring og kendskab til systemet bør gøre positionsskiftet muligt.

”Det er hans erfaring, der har fået os til at prøve det. Britt kender systemet. Han har spillet tackle og han har spillet guard og forstår, hvordan det fungerer. Problemet for ham er at blive tryg og selvsikker i situationer, hvor han skal snappe bolden og spille overfor en nose tackle”, siger Tom Cable til ESPNs John Clayton, der har interviewet Cable for 710 ESPN Seattle.

Efter positionsskiftet er det ikke sikkert, at Justin Britt stadigvæk vil være starter, da han skal konkurrere med sidste års startende center, Patrick Lewis, og dette års sjetterundevalg, Joey Hunt, om pladsen.

På pladsen som venstre guard forventes andetårsspilleren Mark Glowinski eller dette års tredjerundevalg, Rees Odhiambo, at overtage starterrollen.

I det hele taget forventes en stor omvæltning Seattles offensive linje, der har været det helt store problem for holdet gennem de seneste sæsoner.

Ny venstre tackle er Garry Gilliam, ny højre tackle er J’Marcus Webb og ny højre guard er årets førsterundevalg, Germain Ifedi.