Quarterback Jared Goff er den nye quarterback og ansigt for Los Angeles Rams

Der var mange spekulationer frem og tilbage, men til sidst gik det som NFL-præsterne prædikede: LA Rams valgte quarterback Jared Goff med førstevalget i årets NFL draft. 

For små tre uger siden lavede Los Angeles Rams en kæmpe-handel med Tennessee Titans, der sendte dem op fra fra 15. valget i draften til 1.-valget

Først mente alverdens eksperter, at det var for at tage quarterback Carson Wentz, men efterhånden som draften nærmede sig, stod det mere og mere klart, at det var en anden quarterback, de var ude efter. 

Jared Goff fra University of California blev som den første spiller råbt op af NFL boss Roger Goodell, da han lidt over kl 02 i nat dansk tid, kunne offentliggøre, at den 21-årige quarterback skulle til Rams. 

Dermed hviler der et stort pres på Goff, når han både skal vinde kampe på banen og samtidig være ansigtet for Rams, når de i den kommende sæson vender hjem til Los Angeles efter 20 års eksil i St. Louis. 

Goff ligner meget prototypen på en NFL-quarterback. Han er 193 cm høj og vejer lige under 100 kg. Han er god i lommen og god til at købe sig ekstra tid, og når han kaster bolden er det med stor præcision. Han mangler lidt raket i armen, men hans beslutninger og bold-placering vejer op for det. 

Det er anden gang på syv år, at Rams vælger en quarterback med draftens allerførste pick. Det gjorde de også i 2010, hvor de tog Sam Bradford, men et hav af skader begrænsede hans karriere hos Rams. 

Nu befinder Bradford sig hos Eagles, der valgte Carson Wentz med draft pick nr. 2, og dermed også har fundet deres fremtidens mand på quarterback-positionen.