Cowboys-ejeren Jerry Jones ærgrer sig over at have misset Paxton Lynch, der istedet røg til Denver Broncos

I fjerde runde af draften valgte Dallas Cowboys Dak Prescott fra Mississipi State. Den unge quarterback er set som et udviklingsprojekt, der på sigt måske kan vise sig at være Tony Romos afløser. Dak Prescott er et udemærket talent, men havde det stået til Jerry Jones var det en anden ung quarterback, der skulle stå i lære under Romo.

Jerry Jones fortæller til Fort Worth Star-Telegram, at han forsøgte at slå en handel af med Seattle Seahawks om at overtage deres draftvalg, men Denver Broncos kom med et bedre tilbud, og endte med at snuppe Paxton Lynch foran næsen på Cowboys:

“Når jeg ser tilbage på mine succeser, så har jeg altid været villig til at betale en høj pris. Jeg skulle have betalt en højere pris denne gang. Det ærgrer mig at det ikke lykkedes, fordi jeg troede faktisk at det ville ordne sig.”

 

Paxton Lynch røg altså istedet til Super Bowl-mestrene fra Denver, og Dallas Cowboys draftede Dak Prescott. Jerry Jones har kaldt Prescott for en kvik spiller med potentiale, men ville tydeligvis hellere have haft Lynch.