I sidste spillerunde blev Andrew Luck skadet. Inden da havde han dog ført Indianapolis Colts til sejr over Tennessee Titans, hvilket gjorde jeg nu er 5-5 igen. Dermed er et korrekt valg i denne uge kravet.

Jeg har haft svært ved at vælge, hvem der skulle levere Ugens Upset i denne uge. Jeg har overvejet Tampa Bay over Seattle. Kansas City over Denver og også Carolina over Oakland. I stedet har jeg valgt, at gå med en hjemmebanesejr til Houston Texans, som får besøg af San Diego Chargers, som er klare favoritter i denne kamp.

Ser man bort fra New York Jets, så er Houston Texans det mandskab i hele AFC, som har scoret færrest points. Alligevel er holdet 6-4 og i front af AFC South. San Diego Chargers er derimod 4-6, Men har leveret 111 points mere end Texans i denne sæson. Det er dermed meget tydeligt, hvor kampen skal vindes for Texans’ vedkommende. Man skal simpelthen sætte en kæp i hjulet hos Chargers’ angreb.

En af de store årsager til, at Chargers har været så velfungerende rent offensivt, er running back Melvin Gordon. Efter en svær rookie-sæson, så har han virkelig levet op til forventningerne i år. Kigger man overordnet set på hele sæsonen, så har Texans bestemt ikke været gode til at stoppe modstandernes running back. Men kigger man nærmere, så kan man se, at siden spilleuge otte, har Texans haft en markant fremgang. De tillod til og med spilleuge syv 135,4 løbet yards i gennemsnittet. Fra spilleuge otte og frem er der blot blevet løbet 56 yards mod dem, i gennemsnittet. Jeg forudser en yderst svær og vanskelig kamp for Gordon.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Brock Osweiler ikke har gjort det særlig godt i år. Jeg tror dog, at han mod Chargers, hjemme i trygge rammer, vil kunne have en ganske glimrende, og ligeså vigtigt, en fejlfri kamp. Chargers har et af ligaens dårligste forsvar mod kastet. Derfor tror jeg, at Texans kan flytte bolden. Samtidig er Lamar Miller ved at være tilbage i topform efter nogle småskader, og jeg har derfor ikke svært ved at se, Texans tage sejren i dette opgør.

Dertil må man ikke glemme, hvor mange gange Chargers har givet sejren væk til modstanderne i år. Det er skræmmende – og kan også ske mod det stærke Texans-forsvar i dag.