Tim Kelly bliver Houston Texans første offensive koordinator siden 2016. Klubben har desuden også hyret tre nye assistenter.

For første gang siden 2016 skal Houston Texans have en offensiv koordinator.

Det står klart, efter at holdet har forfremmet tight end-træneren Tim Kelly til rollen. Det bekræfter Texans på sin hjemmeside.

I de seneste to sæsoner har cheftræner Bill O’Brien ageret som offensiv koordinator, og den seneste, der har haft rollen i Texans, er George Godsey. Godsey havde rollen i 2015 og 2016, men blev fyret efter en skuffende 2016-sæson.

Den nye offensive koordinator, Tim Kelly, har arbejdet sammen med Bill O’Brien, siden O’Brien var cheftræner for Penn State i college. Kelly fulgte O’Brien til Texans i 2014. Til at starte med var Kelly en såkaldt offensive quality control-træner, inden han i 2017 og 2018 trænede Texans’ tight ends.

Foruden forfremmelsen af Kelly til offensiv koordinator har Texans lavet en håndfuld andre skift på trænersiden.

Den tidligere Seattle Seahawks-assistent Carl Smith bliver holdets nye quarterback-træner, mens de tidligere Texans-spillere T.J. Yates og Brian Cushing også har fået roller. Yates bliver således en assistenttræner på angrebet, mens Cushing skal være en fysisk træner.