Når Houston Texans åbner sæsonen mod Carolina Panthers natten til torsdag, vil det være Tom Savage, der er den startende quarterback.

Houston Texans håber, at de har fremtidens quarterback i Deshaun Watson. Alligevel har holdet holdt fast i, at det bliver Tom Savage, der er holdets startende quarterback i denne sæson. Og sådan bliver det også, når Texans indleder sæsonen mod Panthers natten til torsdag.


Mandag slog Texans’ træner, Bill O’Brien, fast, at Savage får lov til at starte i sæsonens første preseason-kamp. Han fortalte desuden også, at både Deshaun Watson og Brandon Weeden vil få spilletid, men at han ikke ved, hvor meget de vil få.
Savage har udelukkende spillet med førsteholdet i løbet af træningslejren, og her har han blandt andre imponeret stjernereceiveren DeAndre Hopkins.
– Hvis nogen skulle være i stand til at bedømme quarterbacks, så er det mig, sagde Hopkins i sidste uge. – Jeg har spillet med flere quarterbacks end nogen anden spiller i sin karrieres første fire år, og min stemme falder på Savage. Og mere behøves der vist ikke siges om det.
Texans valgte 27-årige Savage i fjerde runde i 2014. Han har siden spillet i fem kampe, men har sit første touchdown til gode. Watson var et førsterundevalg i år, men han må altså vente på sin første start i NFL.