For en uge siden besejrede New York Giants Cincinnati Bengals med 21-20 i et intenst MNF-opgør, der ikke altid var specielt kønt. I nat danner Mexico rammen om et møde mellem to slutspilsbejlere i AFC, når brandvarme Oakland Raiders får besøg af effektive Houston Texans.

Monday Night Football er flyttet til Mexico for en stund, når Estadio Azteca agerer hjemmebane for Oakland Raiders imod AFC-konkurrenten Houston Texans i den sidste af sæsonens International Series-kampe. Værterne kommer fyldt med selvtillid til det første opgør i 11 år på mexicansk grund efter syv sejre i ni kampe. Derek Carr har taget skridtet op blandt de ti bedste quarterbacks i ligaen og med Khalil Mack i spidsen er forsvaret begyndt at lave spil. Gæsterne kan også være mere end tilfredse med udbyttet af deres sæson indtil nu – Texans er 6-3 – men Bill O’Briens mandskab mangler stadig at bevise sig på den store scene mod en kvalitetsmodstander. Chancen er der i nat fra klokken 02.30 på TV3+ foran knap 90.000 ellevilde tilskuere på det historiske stadion i Mexico City. Et land, der elsker NFL. Bare nyd dette fantastiske klip. 

Oakland Raiders er allerede oppe på det samme antal sejre som i sidste sæson, og som holdet hentede i 2013 og 2014 lagt sammen. To dårlige kampe er blevet til to nederlag mod Atlanta Falcons og Kansas City Chiefs på hjemmebane. Ellers har Raiders været fremragende ved at hente fem sejre på fremmed græs og senest blev det til en flot sejr på 30-20 over Denver Broncos i en kamp, som Oakland dominerede fra start til slut.

Gæsternes start på sæsonen har næsten været lige så god som værternes, men sejrene er ikke kommet på samme overbevisende manér. Samtlige sejre er kommet inden for en margin på ni point og de fleste kunne let være tippet til modstanderens fordel i stedet. Især Indianapolis, Kansas City og Jacksonville kan takke sig selv for, at de ikke trak det længste strå. Texans’ tre nederlag til New England, Minnesota og Denver har til gengæld været i kategorien ‘ydmygelse’.

Carr som fremtidig MVP?

Oakland Raiders har i denne sæson taget et enormt skridt op blandt de bedste hold i NFL. Det er et ungt mandskab, så det vil nok være at tage munden for fuld at begynde snak om deltagelse i Super Bowl på grund af den manglende erfaring i slutspillet, men uanset hvad er holdet stærkt stillet til de kommende år. Oakland-angrebet er den store årsag til, at mandskabet fra den amerikanske vestkyst igen kan beskrives i gode vendinger. Derek Carr spiller forrygende og sammenligninger med en ung Aaron Rodgers er i den grad på sin plads. Quarterbacken er blevet mere og mere præcis i sine kast år for år, han har angrebet under fuld kontrol, og så kaster han en fantastisk dyb bold, som Russell Wilson og A-Rod ikke kan gøre bedre. Carr har en stærk gruppe receivere i Amari Cooper, Michael Crabtree og Seth Roberts samt tight end Clive Walford. Cooper en super dygtig ruteløber, og Crabtree er Carrs favoritmål, når det spidser til, eller holdet befinder sig i redzone.

Den offensive linje skal have kæmpe kredit for både den unge signal-callers spil, men også løbespillet. Linjen har kvalitet på alle positioner og spiller med en vild fysik. Carr er blevet sacket sølle 11 gange (færrest i ligaen), og modstanderens defensiv linje bliver skubbet meter tilbage i løbespillet, hvilket giver fornemme arbejdsvilkår for store Latavius Murray og de to rookie-runningbacks DeAndre Washington og Jalen Richard. Angrebet rangerer blandt de bedste både til at kaste og løbe bolden.

Houston-forsvaret er tydeligt svækket efter den tredobbelte ‘Defensive Player of the Year’ J.J. Watt blev meldt ude resten af året i starten af oktober. Enheden kan hverken generere det samme pass rush eller stoppe løbet, og især på det sidstnævnte punkt er forsvarsstjernen savnet. Den defensive linje med Christian Covington, Vince Wilfork og Jadeveon Clowney har rigtig svært ved at rive sig fri af blokeringer, hvilket åbner store huller til at stryge frit igennem for runningbacks. Specielt Clowney, som Texans valgte med topvalget i 2014 Draften, har været skuffende og gør ikke den forskel, han ellers har evnerne til. Brian Cushing er efter flere alvorlige skader ikke den samme spiller på linebacker-positionen, og det er nok kun Whitney Mercilus og Benadrick McKinney, der har spillet solidt blandt de forreste syv. Heldigvis for forsvaret står det en del bedre til i opdækningen mod kastet, hvor de startende cornerbacks Jonathan Joseph og Kareem Jackson spiller rigtig fint, mens Hard Knocks-favoritten Charles James II gør en fornuftig figur i fraværet af cornerback Kevin Johnson, der er ude med en brækket fod. Texans rangerer som det tredje-bedste imod kastet, men bagenden er heller ikke blevet udfordret af specielt dygtige quarterbacks endnu, og det ændrer sig i nat.

Osweiler overdrevet overbetalt

Brock Osweiler er den helt store årsag, at Houston er godt kørende i AFC South. Den påstand ville flere Texans-fans nok tro på, hvis de ikke lige havde set quarterbacken spillet. Sydstats-holdet har vundet seks kampe på trods af tårnhøje Osweiler, der er utroligt upræcis og slet ikke har fundet rytme i angrebet. Sidste søndag formåede han på en eller anden måde at kaste for 99 yards på 29 (!) kast, men det var nok til sejr på grund af en skidt modstander og et solidt løbespil, hvilket jeg vender tilbage til.

Stjerne-receiver DeAndre Hopkins har set 89 bolde kastet sin vej, men har blot grebet 45 af dem for 482 yards. Det er dog ikke Hopkins’ skyld, da størstedelen af boldene ender flere meter væk fra receiveren. Lynhurtige rookie-receiver Will Fuller har vist prøver på sit talent med flere eksplosive spil, men vi skal mange uger tilbage for at finde det seneste eksempel. Jaelen Strong og Braxton Miller har været relativt anonyme, men på den positive side er tight end C.J. Fiedorowicz ved at udvikle sig til et pålidelig mål. Angrebet er bygget op om løbeangrebet, og heldigvis fungerer det rigtig fint for Houston. Lamar Miller spiller solidt, selvom han ikke har de bedste arbejdsbetingelser bag en middelmådig offensive linje, og Alfred Blue er en fin reserve at sætte ind, når Miller har brug for en puster. Når løbespillet lukkes ned, kommer Texans i store problemer.

Raiders’ forsvar startede sæsonen horribelt, og især kasteforsvaret var skidt kørende ved at tillade 69 point i de første to kampe. Langsomt er der kommet bedre styr på det, og forklaringen finder vi oppe foran, hvor forsvarets store stjerne, defensive end Khalil Mack, virkelig er kommet i gang. 

Mack spiller absolut forrygende og har kreeret seks sacks i de seneste to kampe. Han tager så meget opmærksomhed tæt på line of scrimmage, at det åbner muligheder for resten af forsvaret. Outside linebacker Bruce Irvin er begyndt at vise sine kvaliteter som pass rusher, rookie-safety Karl Joseph har med sin fart og næse for bolden tilføjet et ekstra element til forsvaret, og holdets startende cornerbacks David Amerson og Sean Smith har hevet deres niveau fra sæsonstarten. Duoen blev brændt gang på gang i september, men bagenden bliver bedre uge for uge. Forsvaret har dog stadig sine huller. På nær Khalil Mack har den defensive linje ikke specielt meget kvalitet, så når modstanderen formår at begrænse Macks rolle i kampen, kan det udnyttes til store spil ned ad banen. Amerson, Smith og safety Reggie Nelson er dygtige, men de er ikke på hylden over de bedste defensive backs i ligaen.

Afgørende matchups

Det er oplagt at tage fat i Brock Osweiler, men det giver sig selv, at han skal hæve sit niveau betragteligt for at give Texans en chance i opgøret. Men uanset hvordan gæsternes quarterbacks præsterer, har Houston ikke en chance uden storspil fra de forreste syv. Oaklands offensive linje må ikke dominere kampen, for så sætter Carr flere point på tavlen end Osweiler forestiller sig i sine vådeste drømme. Wilfork skal gefinde ungdommen i løbespillet, og Mercilus/Clowney-duoen skal ind og have fat i Carr. Ellers kan vi vinke farvel til spænding i opgøret.

Vigtige skader

Raiders: Hjemmeholdet har en god håndfuld spillere tvivlsomme. Det gælder wide receiver Amari Cooper, runningback Latavius Murray, center Rodney Hudson, guard Kelechi Osemele, defensive tackle Stacy McGee og cornerback Sean Smith. Vi kan forvente at se de fleste hvis ikke alle af disse spillere i aktion.

Texans: Gæsternes dybde på angrebet er lidt hårdt ramt. De to backup runningbacks Alfred Blue og Jonathan Grimes plus wide receiver Jaelen Strong er ude, men Will Fuller er tvivlsom. Vince Wilfork drilles lidt af en lyskeskade, men han spiller højst sandsynligt.

Seneste møde

Raiders og Texans seneste møde fandt sted i Oakland, hvor gæsterne sejrede 30-14. J.J. Watt åbnede scoringen med at gribe et flot touchdown som tight end.

Samlet vurdering

Oakland er et bedre hold. Markant bedre. For to uger siden gav Raiders Broncos en lærestreg i fysisk spil, og det samme kommer til at ske i nat. Carr og Co. vinder 31-19.