Houston Texans har ikke tænkt sig at hyre en general manager denne sæson. I stedet vil holdet give mere ansvar til en række ansatte i organisationen.

Houston Texans fyrede 7. juni den hidtidige general manager Brian Gaine. Lige siden har vi ventet på at finde ud af, hvem der bliver ny beslutningstager hos Texas-klubben. Det svar kommer vi dog til at vente på ifølge ESPN’s Adam Schefter. Texans har nemlig tænkt sig at vente med at ansætte en general manager til efter denne sæson.

Efter Brian Gaine blev fyret, forsøgte Houston at lokke New England Patriots’ ‘director of player personnel’ Nick Caserio til klubben. Patriots’ havde dog ingen planer om at slippe Caserio og meldte Texans til NFL, da holdet mente at texanerne forsøgte at rekruttere Nick Caserio på ulovlig vis.

Caserio har dog kontraktudløb med New England efter 2020-draften. Det er meget muligt, at Texans’ beslutning om ikke at ansætte en general manager denne sæson skyldes, at holdet satser på at ansætte Caserio efter næste års draft.

Houston Texans vil i mellemtiden fordele de arbejdsopgaver, der normalt tilfalder en general manager, blandt personer der allerede arbejder hos holdet.