Houston Texans-legenden Andre Johnson ser stadig en fremtid i football. Han vil gerne være administrerende direktør, eller General Manager som det også kaldes.

Wide receiver Andre Johnson tilbragte 12 sæsoner som superstjerne for Houston Texans. Nu vender den dygtige receiver tilbage til klubben som særlig rådgiver til cheftræner Bill O’Brien, og målene stopper ikke der for klubkoryfæet. Andre Johnsons nye mål er en dag at blive general manager, det siger han til John McClain fra avisen Houston Chronicle.

I forbindelse med indlemmelsen i Texas Sports Hall of Fame talte Johnson med den lokale journalist. Ifølge ProFootballTalk nævnte den 37-årige målene om, at blive General Manager og hjælpe et hold på den facon.

“Jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe Texans med at vinde en Super Bowl” sagde Johnson.

Skulle den tidligere receiver opnå sit mål, vil han blive en del af en eksklusiv klub af tidligere spillere, der får lov til at lede et hold. Det er en klub, der blandt andet tæller Ozzie Newsome, John Lynch, John Elway og Reggie McKenzie.

Johnson er den første Texans-spiller, der er blevet optaget i Texas Sports Hall of Fame, og ved den lejlighed havde Gary Kubiak, den tidligere træner i Houston, kun rosende ord at sige om sin tidligere spiller.

“Andre er blandt de bedste spillere, jeg nogensinde har trænet. Han er den mest hårdtarbejdende jeg nogensinde har været omkring. Han var sådan en uselvisk spiller, en sand holdspiller. Jeg er så glad for, at skal i Hall of Fame, det er sådan en ære.”

Johnson blev valgt i første runde for Texans i 2003. Gennem de næste 12 sæsoner for klubben greb han mere end 1000 bolde for 13.597 yards og 64 touchdowns. Foruden at være den første Texans-spiller i Texas Sports Hall of Fame, var han også den første Houston-spiller, der fik en såkaldt Ring of Honor. Det er en tradition, som hvert hold har for at hylde de største spillere i klubbens historie.