I den sidste uge af april har Hjalte Froholdt en chance for at blive den første danske spiller siden Morten Andersen til at blive draftet, men hvad er danskeren for en spiller? Gul Klud giver dig her en grundig rapport om danskerens styrker og svagheder.

*Denne artikel er en opdateret genudgivelse af en artikel først brag i december 2018. Meget få ting i selve spilleranalysen er blevet ændret siden dengang

1982 er den hidtil eneste gang i dansk amerikansk foootball, at en dansk spiller blev draftet af et NFL-hold. Det skete, da Hall of Famer Morten Andersen blev valgt af New Orleans Saints med det 86. valg i draften.

I 2019 har den offensive linjemand Hjalte Froholdt en chance for gøre Morten Andersen selskab i den eksklusive klub for danskere draftet i NFL. Men hvad er Hjalte Froholdt for en spiller?

På Gul Klud har vi hele efteråret 2018 fulgt danskerens sæson for Arkansas Razorbacks, hvor Dennis Cordsen og Teis Joranger har set alle Froholdts kampe og lavet videoklip af interessante spil. Du kan finde links til alle videogennemgange i denne artikel.

I den følgende artikel vil Dennis Cordsen og Teis Joranger forsøge at beskrive Hjalte Froholdts karriere indtil videre samt give deres holdning til Hjalte Froholdts styrker og svagheder.

Læs også: Stor interesse for Froholdt – på besøg hos flere hold

Biografi

Navn: Hjalte Kristian William Froholdt
Fødselsdag: 20. august 1996 (22 år)
Fødeby: Svendborg
Højde: 195cm
Vægt: 142kg

Hjalte Froholdt begyndte at spille amerikansk football som 10-årig i Svendborg Admirals. I 2012 tog han på udveksling på Warren G. Harding high school i staten Ohio. I 2013 tog han hjem til Danmark, hvor han bosiddende i Malmö spillede for Søllerød Gold Diggers. I 2014 tog han tilbage til USA og spillede et sidste år i high school på IMG Academy. I 2015 startede han på University of Arkansas, som han valgte over skoler som Alabama, Ohio State, Michigan, Penn State m.fl. Han blev rekrutteret som en defensiv linjemand.

I sit første år spillede han defensive end, hvor det blev til meget begrænset spilletid i 10 kampe. Mellem første og andet år skiftede han til den offensive linje og guard-positionen, hvor han i sit andet collegeår startede alle Arkansas’ 13 kampe. I sit tredje år fortsatte han på guard, hvor han spillede alle Arkansas’ 12 kampe uden at tillade et sack. I 2018 spillede Froholdt sin sidste sæson i college, og her startede han alle Arkansas’ 12 kampe, hvoraf han tilbragte over 200 af sine cirka 800 snaps på center. I 2018 var Froholdt en af holdets anførere.

I december 2018 fik han sit afgangsbevis fra University of Arkansas. Han deltog i januar i den all star-kamp, der hedder NFLPA Collegiate Bowl, hvilket er den tredjestørste all-star kamp efter Senior Bowl og East-West Shrine Game. Froholdt var i februar inviteret til årets NFL-combine, hvor han gjorde det godt i adskillige øvelser. På billedet herunder kan i se, hvor Froholdt placerer sig både størrelsesmæssigt og atletisk.

Diagram fra mockdraftable.com

Hvad diagrammet viser os er, at Froholdt sammenlignet med andre indvendige offensive linjefolk i NFL har en højde, der placerer ham i den 69 percentil. Han er altså højere end middel. Til gengæld har danskeren meget korte arme sammenlignet med andre offensive linjefolk. Atletisk er han lidt hurtigere end gennemsnittet, mens han dog er rigtig god i øvelserne 3-cone og 20-yard shuttle. De måler typisk evnen til at at skifte retning i høj fart.

 

Spilleranalyse

I den kommende del af artiklen vil vi gennemgå, hvad vi ser som Hjalte Froholdts styrker og svagheder, og hvordan det efter vores mening bør placere ham i draften. Der gives eksempler i form af links til youtube-klip af spil fra den forgangne sæson i college.

Styrker:

Atletiske evner: Hjalte bevæger sig bedre end langt de fleste guards. Her tænker vi Ikke så meget i på topfart, men evnen til flydende og uden besvær at skifte retning og justere sine bevægelser i høj fart, og her har Hjalte et rigtig højt niveau. Dette var tydeligt allerede fra kampene i efteråret og blev bekræftet til årets combine i øvelserne 3-cone og 20-yard shuttle. Her er et eksempel fra kampen mod Auburn.

At få landet sin blokering i bevægelse: Mange offensive linjefolk har ganske svært ved at fange hurtige linebackere og safeties, da de offensive linjefolk som oftest bevæger sig langsommere. Her er Hjalte dog strålende i forhold til mange andre på grund af de atletiske evner, fleksibilitet i underkroppen og en evne til at finde de gode vinkler. Her er et eksempel fra kampen mod Vanderbilt

Spilforståelse og rotationel kraft i løbespillet: Det er ikke kun i løb, at Hjaltes forståelse for vinkler er god. Generelt i løbespillet er forståelsen for at vinkle, skærme og få drejet sin mand, så der opstår et hul, rigtig god. At få skabt rotationel kraft er i denne sammenhæng vigtig, og her er danskeren solid. Primært ved danskeren dog, hvordan man skal angribe blokeringerne, og hvad han forsøger at opnå, og det vidner om fine mentale egenskaber. Her er et eksempel på det fra kampen mod Vanderbilt.

At få placeret sine hænder i løbespillet: Generelt er Froholdt ret fornuftig til at få fat i modstanderens brystkasse i løbespillet. At få placeret hænderne rigtigt er essentielt, hvis der skal skabes plads for runningbacken, og det er en godt teknisk fundament at arbejde videre på. At han så ikke altid kan fastholde den favorable position, kommer vi til senere.

Udvikling gennem årene: Hjalte startede sin college-karriere som defensiv linjemand, men efter en sæson skiftede han til den offensive linje. Der har derfor været en del at lære i løbet af de sidste tre år. I den første sæson havde han en del problemer. I anden sæson spillede han generelt fint, men havde problemer mod de rigtig gode spillere. I år har han løftet sit spil mod de rigtig gode spillere, han har mødt, og få spillere har håndteret Alabamas defensive tackle-stjerne, Quinnen Williams, på samme niveau som Froholdt.

Hverken eller

Arbejder med en fin base i kastespillet: I kastespillet arbejder Hjalte Froholdt egentlig med en fin base, hvor han kommer ned i knæene, så han kan absorbere kraften fra forsvarsspillere. Det er super positivt og noget tungere og stivere offensive linjefolk kæmper med. Til gengæld skal fødderne dog forblive aktive i løbet af spillet, hvilket en gang imellem svigter.

Anker: Når en defensiv linjemand forsøger at løbe lige igennem en offensiv linjemand og vinde med et lavt tyngdepunkt på ren styrke, snakker man om, at en offensiv linjemand skal have et godt anker for at absorbere kraften. Her er Hjalte som oftest god til at komme ned i knæene, da han besidder fin fleksibilitet i underkroppen – men nogle gange er fodarbejdet eller styrken lidt svingende. Overordnet set er ankeret hverken en styrke eller en svaghed for Froholdt. Her er et positivt eksempel

Opmærksomhed: Et af problemerne tidligt i collegekarrieren var at opfatte blitzes og stunts (defensive linjefolk, der skifter plads i løbet af spillet) i tide. I 2018 var det dog markant bedre, selvom det endnu ikke er perfekt. Men vi er nået til et punkt, hvor det ikke længere er et problem. Her er et negativt og et positivt eksempel.

Alsidighed: NFL-holdene kigger rigtig meget på spilleres alsidighed, fordi der er fem positioner på den offensive linje, men kun syv eller otte linjefolk aktive pr. kamp, og derfor skal reserverne kunne dække mere end én position. Hjalte Froholdt har i år spillet cirka fire kampe som center, så han har erfaring på både venstre guard og center. De korte arme kan betyde, at mange hold ser ham som center, hvor man ikke altid skal dække lige så stort et område på hvert spil. Dog synes vi ikke, at Hjalte er lige så dygtig på center, så det ryger ikke op som en styrke for os.

Svagheder

Funktionel styrke: Der mangler noget råstyrke, når blokeringerne skal holdes. Vi ser lidt for sjældent, at han kan tage sin mand, bare pumpe benene og få flyttet modstanderen. Nogle gange bliver han også kastet lidt for let af blokeringen, når han møder en stærk spiller. Dette så vi blandt andet mod Mississippi States Jeffery Simmons. Uden den styrke kræves det, at teknikken er strålende hver gang, og det er bare svært. Han skal blive lidt stærkere i NFL. Her er et eksempel fra kampen mod Mississippi State

Hænderne i kastespillet: I kastespillet skal der arbejdes på stabiliteten med det tekniske i særdeleshed med hænderne. Nogle gange bliver han utålmodig og læner sig ind i sin mand, hvilket gør ham sårbar over for adskillige pass rush-moves. Andre gange mangler timingen i hans punch, hvor han for sent prøver at få hænder på sin mand for at bremse forsvarsspilleren momentum. Træning mod hurtige NFL-spillere vil forhåbentligt gavne.

Kraften i hænderne: Når man skal stoppe modstanderens momentum i kastespillet, eller når man skal flytte sin mand i løbespillet, er det altid en fordel at kunne levere et kraftfuldt punch, så man kan få overtaget fra start af. Her bliver hænderne lidt for ofte for bløde hos Froholdt.

Opretholdelse af aggressivitet: Dette læner sig lidt op af nogle af de tidligere punkter, men nogle gange ønsker vi os, at Froholdt opretholder en aggressiv og fysisk tilgang til blokeringerne. I perioder bliver danskeren for passiv, når han går til sin opgave, og det er sjældent en god taktik mod NFL-type spillere med fråde om munden.

Længde og styrke på kant: Hjalte er generelt god, når han møder sin mand lige på og derfra kan tage fat og arbejde med ham. Når han bliver bedt om et arbejde lidt mere horisontalt, eller skal fastholde en blokering, når forsvarsspilleren er kommet lidt på kant af ham, kan der være lidt problemer. Her virker Froholdts manglende længde og styrke til at være en hæmsko – Ikke mindst, når Hjalte ikke får flyttet fødderne, mens der er kontakt. At flytte fødderne, mens man er travlt beskæftiget med at få fat i en mand med hænderne er rigtig svært, fordi overkroppen og underkroppen skal koordineres uafhængigt af hinanden, og det er en disciplin, hvor Froholdt ikke er helt skarp endnu. Her er et eksempel fra Mississippi State-kampen

Manglende måde at vinde på: En lille opsummerende ting, som kan være et problem for Hjalte Froholdt, er, at han mangler en absolut spidskompetence. Danskeren virker klog og er ganske solid på mange områder, men hvor er det, vi kan se ham vinde gang på gang mod NFL-niveau spillere? Det er vi lidt i tvivl om, da han hverken er en bomstærk fysisk spiller, en top, top atlet eller en tekniker på nuværende tidspunkt. Den mest sandsynlige måde at vinde på for danskeren er nok at forbedre sig lidt over det hele og især måske lægge lidt styrke på. Men han kunne meget vel mangle en spidskompetence, der gør, at han kan udvikle sig til en sikker starter i NFL.

Samlet Vurdering

Hjalte Froholdt er et rigtigt lovende talent på mange områder, og han er en spændende spiller at arbejde med for en NFL-træner, fordi han ikke har store huller i sit spil.

Fysisk ligner han en NFL-spiller i størrelse, og han bevæger sig klart mere flydende og bedre end gennemsnittet. I forhold til spilforståelsen har Froholdt vist stor udvikling, og det er på tre år gået fra en svaghed til en lille styrke. Teknisk har en god tilgang til tingene, men stabiliteten er lidt for svingende. Det store spørgsmålstegn er Froholdts styrke, der lige nu må regnes som under middel i NFL-sammenhæng.

Selvom der ikke er store huller i Froholdts spil, kan vi heller ikke pege på en spidskompetence, som en NFL-træner ville kunne tage og forstærke, sådan at danskeren har en måde at vinde på i NFL. Den manglende spidskompetence kombineret med de tekniske og styrkemæssige mangler betyder, at det er ganske usandsynligt, at Froholdt bliver valgt på de første to dage af draften (1.-3. runde). Omvendt gør de atletiske evner og helheden i Froholdts spil ham til en attraktiv spiller for en træner at forsøge at udvikle, og derfor forventer vi, at han bliver draftet på et tidspunkt. Om det bliver i fjerde runde eller syvende runde er meget sværet at vurdere.

Vi (Dennis Cordsen og Teis Joranger red.) har begge givet Hjalte en middel fjerderundevurdering, men den manglende styrke og aggressivitet kan sagtens være noget NFL-holdene ser ilde på, hvilket potentielt kan skubbe ham nogle runder ned.

Sammenligninger

  • Connor McGovern, Denver Broncos, valgt i 5. runde i 2016
  • Wyatt Teller, Buffalo Bills, valgt i 5. runde i 2018

Hvad der kommer til at ske i draften er umuligt at vide, men hvis i har spørgsmål kan i stille dem på facebook eller direkte til Dennis Cordsen eller Teis Joranger på Twitter.