Hver uge i NFL-sæsonen giver vi på Gul klud et overblik over Hjalte Froholdts spilletid og udsigter i NFL.

Så gik den ikke længere for Hjalte Froholdt i New England. Lørdag eftermiddag blev den danske guard fyret i Patriots. 

Det kommer ikke helt ud af det blå, og oven på den seneste spillerunde skrev vi også i denne ugentlige gennemgang om et nyt lavpunkt for Hjalte Froholdt, der var siet helt fra til Patriots’ kamp mod Baltimore Ravens. 

Så hvad nåede vi at se fra Froholdt i Patriots over knap halvandet år?

I otte kampe fik han spilletid, men oftest var det på special teams, og blot to gange spillede han på angrebet – med blandet succes. 

– Det er ikke meget, vi har fået at se til Froholdt. Uden en pre season i år har det været svært for ham at vise sig frem her i den anden sæson, hvor man skulle se udviklingen, lyder vurderingen fra Teis Joranger, ekspert på Gul klud. 

– De to kampe, han har spillet i 2020, er han kommet ind i undervejs efter skader, og det har været svært at få en god fornemmelse for hans niveau. Kampen mod Broncos blev han næsten ikke testet, og mod 49ers kom han ind sent i en kamp, hvor luften var gået af Patriots-ballonen. Hans spil mod 49ers var dog ikke ret godt, og det har været tydeligt på Patriots, at de ikke har stolet ret meget på Froholdt, da de gang på gang har set andre veje, når der skulle rokeres på linjen.

Hvad er udsigterne nu?
Nu skal Hjalte Froholdt forsøge at finde et nyt hjem i NFL, og det bør der være gode muligheder for. 

Det er trods alt blot halvandet år siden, at danskeren blev valgt i fjerde runde af NFL-draften, og spillere får ofte gerne et par chancer for at bevise sig i ligaen. Især hvis de er valg nogenlunde tidligt, som Hjalte Froholdt blev. 

Hos Teis Joranger er der også en tro på, at Hjalte Froholdt snart finder et nyt hold.

– Nu må vi se, om et hold lægger billet ind på Froholdt, så han kommer direkte ind på et andet hold. Mit bud er umiddelbart, at det vil ske, og Froholdt dermed får resten af sæsonen hos et andet hold, hvor han kan prøve at bevise, at han er værd at satse på. Hvis ikke, så regner jeg stærkt med, at han ender på et practice squad et sted. Om det så bliver hos Patriots eller et andet hold, ved jeg ikke, siger Teis Joranger.

Der er også en del hold, der vil give mening for Hjalte Froholdt. Først og fremmest kan han blive genforenet med sin collegetræner Bret Bielema hos New York Giants, men i sin tid var hold som Philadelphia Eagles, Chicago Bears, New York Jets og Tennessee Titans også interessede i danskeren. 

Af dem kan Bears være interessant, da de allerede har haft store skadesproblemer på den offensive linje i denne sæson, mens Jets’ sæson er tabt, hvorfor de kan tage en chance og se danskeren an. Der er dog også god chance for, at Hjalte Froholdt hentes tilbage til practice squad.

Hvor han ender, må tiden vise. Men om Hjalte Froholdt får succes, tvivler vores NFL-ekspert lidt mere på efter tiden hos New England Patriots.  

– I sidste ende er udsigterne for Froholdt fremadrettet ikke fantastiske. Patriots er gode til at udvikle offensive linjemænd, og når de ikke mener, Froholdt er god nok, er det ikke et positivt tegn. Men man har set, at nogle spillere bare først finder deres fodfæste på deres andet eller tredje hold. Lad os håbe, at Froholdt er en af dem, og dette er langt fra det sidste kapitel i Froholdts NFL-karriere, slutter Teis Joranger.

Indtil videre er en ting dog sikkert: NFL-drømmen lever stadig for Hjalte Froholdt.

Vi følger selvsagt udviklingen og fortsætter vores “Hjalte-status”, når der er nyt om danskeren.