
Der var rematch af sidste sæsons NFC-finale, da San Francisco 49ers og Detroit Lions mødtes mandag nat
Det ændrer ikke resultatet fra sidste års NFC finale, men Lions’ comeback-sejr på 40-34 over 49ers må alligevel føles godt for et Lions-mandskab, der nu kan se frem til et brag af en kamp på søndag.
Ingen spillere sparet
I realiteten betød denne kamp ingenting for Lions. De kunne tabe og stadig have præcis samme indgangsvinkel til kampen mod Minnesota Vikings på søndag. En sejr giver 1. seed i NFC.
På trods af ikke at have noget at spille for, stillede Lions’ cheftræner Dan Campbell til start med alle stjernerne. Campbell fortsatte også sin aggressive tilgang, hvilket resulterede i to store konverteringer på fjerde down, inklusive det afgørende touchdown-kast fra Jared Goff til Amon-Ra St. Brown.
Quarterback Jared Goff var igen forrygende og ramte på 26 af sine 34 kast for 306 yards og tre touchdowns, mens receiver Jameson Williams får en større og større rolle og scorede to touchdowns, inkl. dette lækre trick-spil.
“Den her kamp beskriver vores DNA. … Vi hvilede ingen startere… og gik ud og spillede hele kampen. Jeg tror ikke, at nogen af os tænkte på næste uge. Vi ville bare vinde den her.” sagde Amon-Ra St. Brown efter kampen.
49ers lignede sig selv… i første halvleg.
Det har bestemt ikke været en god sæson for sidste sæsons Super Bowl deltager. 49ers har blot vundet seks kampe i år, og slutspillet er for længst væk.
Men mandag aften fik vi da lidt af det gamle fyrværkeri at se. Kampen startede med touchdown på de fem første angrebsserier, tre til 49ers, to til Lions, og så førte hjemmeholdet 21-13 ved pausen, efter en første halvleg, hvor Brock Purdy kastede for 200 yards, to touchdowns og selv løb et 9-yard touchdown ind.
Receiver Ricky Pearsall havde sin største kamp som professionel, da han greb otte bolde for 141 yards og kampens første touchdown.
Men så kom anden halvleg og ikke mindst to interceptions. Begge til Lions safety Kirby Joseph, der nu er på ni interceptions i sæsonen.
Holdets løbeangreb gik også i stå i anden halvleg, hvor de blot kunne mønstre 15 yards på jorden.
Hvad venter der?
Lions er nu 14-2 og de har stadig ikke sikret sig hverken NFC North titlen eller NFC 1. seed. Helt usædvanligt er der kæmpe NFC-grundspilsfinale på søndag, når de hjemme tager imod Minnesota Vikings. Vinderen får 1. seed. For 49ers slutter en skuffende sæson med en hjemmekamp mod Hjalte Froholdt og Arizona Cardinals.








