
Skader blev igen et tema, da Miami Dolphins mødte upåagtede Tennessee Titans på hjemmebane i Miami Gardens.
Mandagens første af to opgør stod mellem Miami Dolphins og Tennessee Titans, som mødtes for 41. gang i NFL-historien. Til syvende og sidst var det Titans, der vandt sin første sejr i sæsonen, da de besejrede Dolphins med 31-12.
Skaderne plagede allerede opgøret, før det var fløjtet i gang. Tua Tagovailoa sidder fortsat ude på grund af den seneste hjernerystelse, som han har pådraget sig. I stedet startede Tyler Huntley, der er født og opvokset i Miami omegn.
Det skulle vise sig, at skaderne også blev et tema undervejs i opgøret. Tennessee Titans’ quarterback Will Levis måtte lade sig udskifte i kampens begyndelse, efter at han pådrog sig en skulderskade. I hans fravær trådte den tidligere Pittsburgh Steelers-spiller Mason Rudolph til.
Med to skadede første-quarterbacks på sidelinjen udviklede mandagskampen sig til en fysisk forsvarskamp, hvor de to kickers stod for 21 af de 43 point, som blev scoret. Dertil ramte Tennessee Titans’ Nick Folk på tre spark à mindst 50 yards for første gang i sin karriere.
Derudover skulle Tennessee Titans’ løbeangreb vise sig at blive kampafgørende. Titans løb for 142 yards, og både Tony Pollard og Tyjae Spears scorede touchdowns i opgøret. Til sammenligning kastede Mason Rudolph bare for 85 yards.
Omvendt havde Miami Dolphins’ angreb det igen svært uden Tua Tagovailoa. Den vikarierende Tyler Huntley ramte bare på 14 af 22 kast for 96 yards, mens De’Von Achane og Jaylen Wright blev holdt til sølle 47 løbe-yards. Dolphins’ eneste scoring indtraf i kampens slutfase, da Huntley selv tog benene på nakken og scorede et kort touchdown.
Med sejren er Tennessee Titans 1-3 for sæsonen, mens Miami Dolphins har tabt sine seneste tre kampe, og dermed endnu har til gode at vinde uden Tua Tagovailoa i 2024-grundspillet.
Se også: Højdepunkter fra SNF mellem Baltimore Ravens og Buffalo Bills








