
Rundens første kamp bød på snevejr og AFC-halvdelens ældste rivalisering, da Cleveland Browns og Pittsburgh Steelers krydsede klinger.
Gul Klud, USA
Hvis man troede, at et 8-2 hold nemt ville køre et 2-8 hold over, så kan man godt tro om igen, når det kommer til kampe mellem Steelers og Browns. Sidstnævnte trak det længste strå med en 24-19 sejr, selvom de færreste tilskuere eller tv-seere rigtigt kunne se noget til sidst.
Sneen faldt tungt i anden halvleg, hvilket gjorde forholdene svære for både spillere, trænere, fans og kommentatorer.
Dermed har Browns nu vundet tre kampe i sæsonen, hvor to af sejrene er kommet over divisionsrivalerne Steelers og Ravens.
And I would walk 500 Myles…
Steelers kom ind som klart og overraskende førerhold i AFC North, men nogen havde glemt, at fortælle Browns pass rusher Myles Garrett, at det skulle være en walkover. Superstjernen havde en forrygende første halvleg, hvor han lavede tre sacks og fremtvang en fumble, der førte til tre point og en 10-3 pauseføring til hjemmeholdet.
Winston vinder i frostgrader
Browns quarterback Jameis Winston er født i Alabama og spillede sin college football i Florida, inden han blev draftet af Buccaneers (i Florida) og derefter flyttede til New Orleans i det sydlige USA. Han havde inden torsdag nat aldrig spillet i sne eller frostgrader, men det kunne man ikke se, da kampen skulle afgøres.
Browns kom foran 18-6 i 4. quarter, da Jameis Winston løb et touchdown ind på 4. down, men Steelers kom tilbage med to touchdowns og bragte sig foran 19-18.
Da Winston på den næste angrebsserie kastede en interception lignede det afgørelsen, men han og Browns fik en chance mere.
Med tre kast til Jerry Jeudy, heraf én på 4. down kom Browns ned tæt på Steelers mållinje, og der er det jo dejligt at have runningback Nick Chubb tilbage. Han hamrede bolden ind til sit andet touchdown og en 24-19 føring, der også blev kampens resultat.
Russell Wilson forsøgte en sidste Hail Mary. Den blev slået ned, og så vandt Browns overraskende arvefjendeopgøret, fire dage efter Steelers havde slået Ravens, og Browns selv havde fået en lussing i New Orleans.
Vild stime stoppet
Pittsburgh Steelers havde en vild stime kørende, som begyndte med Justin Fields og var holdt i live med Russell Wilson.
I 22 quarters i træk havde Steelers sat point på tavlen. Det svarer til fem en halv kamp i træk, men den satte Browns forsvar en stopper for. Det krævede dog lidt en overraskelse.
På Steelers første drive forsøgte de et field goal, men kicker Chris Boswell, der i sidste uge ramte på seks ud af seks field goals og scorede alle Steelers point i 18-16 sejren over Ravens, brændte fra 58 yards. Hans blot andet kiks hele sæsonen.
Han gjorde skaden god igen kort inde i anden quarter med et 48 yard field goal. Hans og Steelers 30. field goal i år – flest af alle i NFL. Men stimen var brudt.
Bekymrende nyt om JOK
Siden han kom ind i ligaen har linebacker Jeremiah Owusu-Koramoah, med tilnavnet JOK, været en af mine yndlingsspillere.
Han blev kørt fra banen i kampen mod Ravens for et par uger siden med en skræmmende nakkeskade, hvor han bestemt ikke så ok ud.
Nu er der kommet bekymrende nyt fra den pålidelige Cleveland-journalist Mary Kay Cabot, som spekulerer i, at JOK aldrig kommer tilbage på banen, og i hvert fald ikke i denne sæson.
“Som det ser ud nu, har ingen sagt, om han vil kunne genoptage sin NFL-karriere, og som minimum vil han skulle gennemgå en ny omfattende runde scanninger, før han kan vende tilbage på banen.” sagde hun til et lokalt medie.
Hvad nu?
AFC-halvdelen så rent teknisk dagens lys i 1960 som AFL-ligaen, men har importeret både Browns og Steelers fra det gamle NFL, så deres indbyrdes rivalisering går tilbage til 1950. Med nederlaget fører Steelers nu det interne regnskab med 81–64 og en enkelt uafgjort.
Det bliver ikke nemmere for Steelers (8-3) i næste uge, når de igen er på udebane mod en AFC North rival og skal møde Cincinnati Bengals, der kæmper for at holde liv i slutspilsdrømmen.
Den drøm er for længst slukket for Browns, og de slutter 13. spillerunde af med en mandagskamp ude mod overraskelsen Denver Broncos, der selv håber på en surprise ticket til slutspillet.







