Her er de nye medlemmer af Hall of Fame

0

Joe Thomas, Darrelle Revis og syv andre legender blev torsdag valgt til Pro Football Hall of Fame, hvor de opnår football-udødelighed.

Hvert eneste år præsenteres de nye medlemmer af Pro Football Hall of Fame i forbindelse med den glamourøse prisuddeling NFL Honors. De nye medlemmer er nøje udvalgt af en komité bestående af 49 personer fra football-byerne, som hvert år har til opgave at udvælge en bruttoliste af legender, som de løbende skærer til, før de ender med slutlisten over de nye medlemmer.

I år er følgende spillere og trænere blevet valgt til Pro Football Hall of Fame:

  • Joe Thomas (offensiv tackle)
  • DeMarcus Ware (linebacker)
  • Darrelle Revis (cornerback)
  • Ronde Barber (cornerback)
  • Joe Klecko (defensiv tackle)
  • Chuck Howley (linebacker)
  • Ken Riley (cornerback)
  • Zach Thomas (linebacker)
  • Don Coryell (træner)

Af de nye medlemmer er det især Joe Thomas, som skiller sig ud. Thomas startede 167 kampe som offensiv tackle for Cleveland Browns, hvor han etablerede sig som en af de bedste offensive tackles i ligaens historie. Thomas var også kendt som en hård negl, da han bl.a. formåede at spille vanvittige 10.363 offensive spil i træk.

På det efterfølgende pressemøde fremhævede Joe Thomas også, at det betyder meget for ham at kunne give tilbage til de tålmodige Cleveland Browns-fans, der har fulgt ham gennem tiderne og til stadighed bakker op om holdet.

Ud over Joe Thomas blev Darrelle Revis også valgt ind i Pro Football Hall of Fame i sit første forsøg. Revis blev valgt i første runde af New York Jets i 2007-draften, og han etablerede sig hurtigt som den bedste opdækningsspiller i NFL. Da han var bedst, kunne han lukke hele sin side af banen ned, hvilket selvsagt begrænsede modstandernes manøvrerum totalt. I sidste ende sluttede Revis sin karriere med 494 tacklinger og 29 interceptions.

Darrelle Revis og Joe Klecko fuldendte dermed en flot aften for New York Jets ved NFL Honors. Joe Klecko spillede selv 10 sæsoner for New York Jets fra 1977 til 1987, hvor han udgjorde et solidt anker på den defensive linje. Tidligere på aftenen vandt Jets’ stjernefrø Garrett Wilson og Ahmad ”Sauce” Gardner også priserne som sæsonens bedste rookies, hvilket Revis hurtigt fremhævede på Hall of Fame-pressemødet:

Apropos fremragende forsvarsspillere, så er det bemærkelsesværdigt, at der kun var en enkelt angrebsspiller og træner blandt de indlemmede i år. Vi har været omkring Joe Thomas, mens træneren var Don Coryell, som gik bort i 2010, men nu opnår football-udødelighed. Coryell er bl.a. kendt for at have lagt de første spor til det moderne kastespil, som vi kender det i dag.

Det understreger også, hvor svært det er for special teams-spillere at slippe gennem nåleøjet. I år måtte Devin Hester se sig forbigået, selvom han bredt bliver betragtet som den bedste return-spiller i ligaens historie. Det understreger også, hvor stor en bedrift det er, at danske Morten Andersen blev valgt ind i 2017.

De nye medlemmer kan nu se frem til august måned, hvor de formelt bliver indlemmet i Pro Football Hall of Fame. Traditionen tro sker den formelle indlemmelse til Hall of Fame-kampen, som spilles på det mytiske stadion Tom Benson Hall of Fame Stadium i Canton, Ohio.

Læs også: Her er det fulde overblik fra NFL Honors