Hall of Fame-linebacker og defensiv end Kevin Greene er død i en alder af blot 58 år. Greene er noteret for tredjeflest sacks i NFL’s historie

NFL-legenden Kevin Greene døde mandag i sit hjem i Florida. Det oplyser Pro Football Hall of Fame i en pressemeddelelse.

Greene blev blot 58 år gammel. Dødsårsagen er endnu ikke offentlig kendt.

Greene blev valgt i femte runde af 1985-draften af Los Angeles Rams, for hvem han repræsenterede til 1992. Han nåede dertil at repræsentere Pittsburgh Steelers (1993-1995), Carolina Panthers (1996 + 1998-1999) og San Francisco 49’ers (1997) i løbet sin 15 år lang NFL-karriere som linebacker og defensiv end.

Greene er noteret for formidable 160 sacks, hvilket er tredjeflest i NFL’s historie. Særligt imponerende er det, at 97,5 af hans sacks kom efter, at han var fyldt 30. Foruden de mange sacks formåede Greene også at fremtvinge 25 fumbles og intercepte fem bolde.

Greene var årets defensive spiller i NFL i 1996, ledte ligaen i sacks i 1994 og 1996, blev udtaget til fem Pro Bowls og var tre gange førsteholds-All Pro. Han blev valgt til årtiets hold (for 90’erne) af Pro Football Hall of Fame, hvor han også blev indlemmet i 2016.

Kevin Greene vandt aldrig en Super Bowl som spiller, men han var linebacker-træner for det Green Bay Packers-mandskab, der i 2010-sæsonen besejrede Pittsburgh Steelers 31-25 i Super Bowl XLV.

Reaktioner fra NFL

På Twitter har utallige hold, trænere og nuværende- og tidligere spillere kondoleret og sagt et sidste farvel til den dygtige pass-rusher.

Her følger et lille udpluk.