I spillerunde 7 så vi igen NFL fra sin mere uforudsigelige side, da Minnesota Vikings blev sat til vægs af Philadelphia Eagles, mens Tom Brady og Patriots fik den forventede sejr i Pittsburgh. Denne uges TV-kampe på Viasats kanaler byder først på New Orleans Saints og Seattle Seahawks, hvor Jimmy Graham vender tilbage til sin gamle hjemmebane. Derefter skal Atlanta Falcons forsøge at komme tilbage på sporet, når et kritiseret Packers-hold kommer på besøg.

Atlanta Falcons-angrebet har lagt ud som lyn og torden i denne sæson, men efter to nederlag i træk har det forrygende angrebsspil utroligt nok ikke materialiseret sig i det antal sejre, som det burde. Fire sejre i syv kampe er det blevet til, og holdet har virkelig brug for en sejr for at fastholde et sikkert greb i divisionen. Men Falcons er ikke på nogen let opgave, da Green Bay Packers og Aaron Rodgers kommer på besøg efter en spillepause på 10 dage. Packers-angrebet har dog ikke vist den velkendte kvalitet, men mon ikke ostehovederne er ved at finde det rette spor. Du kan læse mere om kampen, der vises fra 22.15 på TV3+, i denne artikel. Optakten til dagens tidlige opgør mellem New Orleans Saints og Seattle Seahawks finder du ved at trykke her.

Efter en skidt åbningskamp hjemme mod Tampa Bay Buccaneers, hvor Atlanta Falcons slet ikke mødte op i første halvleg og tabte kampen, ramte holdet en fantastisk stime med fire flotte sejre i træk. Raiders, Saints og Panthers blev sat til vægs takket være 35, 45 og 48 point af Matt Ryan og Co., efterfulgt af en helstøbt indsats og sejr på 23-16 i Denver. I de to seneste kampe har Falcons ikke formået at bevare momentum. Først trak Seahawks lige nøjagtig det længste strå i Seattle efter en fremragende kamp for neutrale øjne, og for en uge siden smed Atlanta en føring på 17 point hjemme mod Chargers, der vandt i overtime.

På papiret har Green Bay fået en fornuftig start på sæsonen med fire sejre og to nederlag, men spillet har ikke levet op til forventningerne. Et haltende angreb kostede dyrt i opgørene mod Minnesota Vikings og Dallas Cowboys, der blev tabt. De fire sejre er kommet mod mindre gode mandskaber i Jacksonville Jaguars, Detroit Lions, New York Giants og Chicago Bears. Kun det vundne opgør mod rivalen fra Chicago er kommet med mere end syv point.

Ligner ny storkamp af Julio

Forrygende. Anderledes kan Falcons’ angreb ikke beskrives. Quarterback Matt Ryan spiller sin karrieres bedste football. I syv kampe har han kastet 16 touchdowns og fire interceptions og fører NFL i kasteyards med 2.348.

Ryan har skåret meget ned på antallet af fejl og er dygtig til at læse spillet og finde den rigtig receiver, og så har han bestemt ikke mistet sin præcision. Det hjælper også at have NFLs bedste spillende wide receiver lige nu i Julio Jones, som har grebet 40 bolde for 830 yards. Derudover nyder quarterbacken godt af at have fået en meget talentfuld anden-receiver ind i form af Mohamed Sanu, mens Aldrick Robinson og Taylor Gabriel spiller fornuftigt. En ting er at have eksplosive våben i kastespillet, men når løbespillet også fungerer, har du et angreb i topklasse. Devonta Freeman og Tevin Coleman må betegnes som ligaens bedste runningbackduo. Freeman er fantastisk til at læse sine holdkammeraters blokering og eksplodere igennem hullet. Coleman besidder mange af de samme egenskaber, men har ikke helt den samme kvalitet til at løbe bolden som Freeman. Desværre for Atlanta er Coleman ude med en skade, så vi kommer til at se en masse Freeman bag ved Falcons’ forbedrede offensive linje.

Meget overraskende har forsvaret været Packers’ store styrke i de første seks kampe. Enheden er ligaens bedste til at stoppe løbet, og det skal især tilskrives defensive linjemand Mike Daniels og en stærkt spillende linebacker-gruppe i Clay Matthews, Julius Peppers, Nick Perry og Blake Martinez. Holdet har dækket okay op i de første seks kampe, uden de tre startende cornerbacks Sam Shields, Quinton Rollins og Damarious Randall, der alle er skadet. Men nu står bagenden over for den suverænt største test indtil videre, så der får vi virkeligt at se, hvilket niveau holdets næstbedste defensive backs har. Safety-duoen Morgan Burnett og Ha Ha Clinton-Dix spiller rigtig godt, og så lægger forsvaret konstant pres på modstanderens quarterback, der er blevet sacket flotte 17 gange i seks kampe. Enheden viste dog svaghedstegn for to uger siden mod Dallas Cowboys, der løb Green Bay fuldstændig over ende. Hvilket er bekymrende, da Dallas var det første stærke angreb, som Packers har stået over for i sæsonen.

Et angreb i bedring?

De seneste seks, syv år er vi blevet vant til at omtale Green Bay-angrebet som et af de bedste i NFL, men sådan er realiteterne ikke lige nu. Aaron Rodgers kastede godt nok tre touchdowns mod Chicago Bears for ti dage siden, men det var mod et skadesplaget forsvar, der ikke havde mange spillere med niveau til NFL på holdkortet. A-Rod er ikke den samme quarterback som for to år siden, hvor han nærmest gjorde, hvad der passede ham. Hans fodarbejde er blevet sjusket, og han holder for længe på bolden. Rodgers’ favoritmål, wide receiver Jordy Nelson, er ikke den samme atletiske spiller som før den slemme knæskade, og det har taget et element ud af angrebet. På den positive side er Randall Cobb ved at finde vej tilbage som en af ligaens bedste slot-receive, mens Davante Adams ser ud til endelig at have fundet noget stabilitet. Holdet oplever et sandt mareridt på runningback-positionen, hvor både Eddie Lacy og James Starks er ude i længere tid. Derfor har holdet byttet sig til Knile Davis fra Kansas City og er samtidig begyndt at bruge wide receiver Ty Montgomery som runningback. Det er ikke ligefrem noget, der sætter ekstra skub i angrebet.

Falcons-forsvaret kan på ingen måde måle sig med holdets angreb, og enheden må have nogle lange træningspas, når Matt Ryan og Julio Jones er i spillehumør. Forsvaret er ringe til at dække op mod kastet og tillader næsten 300 yards per kamp. Desmond Trufant er en dygtig cornerback, men ellers er der plads til en masse forbedring hos resten af de defensive backs. Man skulle ellers tro, at de to rookie linebackere Deion Jones og Devondre Campbell med deres fart og atletiske evner ville gøre en forskel, men det har ikke været tilfældet endnu – hverken i forhold til at stoppe løbet eller til at dække tight ends og runningbacks. Pass rushet er dog blevet en smule bedre med tilgangen af rutinerede Dwight Freeney, mens førsterundevalget fra sidste år, Vic Beasley, er begyndt at vise prøver på sit talent. Forsvaret spillede en god kamp mod Denver Broncos, men ellers har modstanderen scoret mellem 26 og 35 point i alle kampe. Et så ringe forsvar gør det svært at vinde, uanset hvor godt angrebet er.

Afgørende matchups

Kampens helt afgørende duel bliver mellem Falcons’ receivere og Packers’ skadesplagede secondary. Clinton-Dix og Co. skal ud og levere en forrygende kamp, hvor det først og fremmest handler om at begrænse mulighederne for Julio Jones. Hvis du rækker Jones spidsen af din lillefinger, snupper han hele hånden og derefter armen, og før du ved af det, har han grebet bolde for over 200 yards. De forreste syv er så stærke mod løbet, at fokus skal være på at stoppe Jones, så det pludselig  bliver op til Sanu, Gabriel og Robinson at flytte bolden for hjemmeholdet.

Vigtige skader

Falcons: Hjemmeholdet må undvære runningback Tevin Coleman. Dwight Freeney er tvivlsom.

Packers: Gæsterne er som tidligere nævnt uden Lacy og Starks samt de tre startende cornerbacks Shields, Rollins og Randall. Wide receiver Randall Cobb og tight end Jared Cook misser også opgøret, mens der er tvivl om guard T.J. Lang og outside linebacker Clay Matthews.

Seneste møder

Det er ikke specielt overraskende, at det seneste opgør mellem de to hold var et vaskeægte ‘shootout’. 80 point blev det til, da Packers hjemme på Lambeau Field vandt 43-37 forrige år.

Samlet vurdering

Vi har en kamp med masser af touchdowns i vente, og Aaron Rodgers skal nok sætte en del point på tavlen mod et uimponerende Atlanta-forsvar. Størstedelen af pointene vil dog komme fra Falcons’ højtflyvende offensiv. Hjemmeholdet vinder 34-27.