Davante Adams er på vej til at være free agent, men hvis det står til Packers’ sportschef, så bliver receiveren i Green Bay i lang tid.

Green Bay Packers har nydt godt af Davante Adams store talent i otte sæsoner, men superstjernen er på vej til at være kontraktløs og spekulationerne om receiverens fremtid er i gang. Noget tyder på, at Packers gerne ser, at Davante Adams bliver i klubben i lang tid.

På et pressemøde onsdag fortalte sportschef Brian Gutekunst, at han hellere ville forhandle en lang kontrakt med Davante Adams fremfor at putte et franchise tag på ham. Det vil han se som en løsning, der gavner begge parter mere.

Sportschefen nævnte også, at det er en mulighed, at Davante Adams forlader Green Bay, men det er holdets intention at holde på ham.

Ifølge Tom Silverstein fra Milwaukee Journal Sentinel har der ikke været forhandlinger mellem Davante Adams og Green Bay Packers siden slutningen af sæsonen, og Packers har indtil 8. marts, hvis de alligevel vil bruge deres franchise tag på receiveren.