Optakt til torsdagskampen: En forsmag på NFC-finalen?

0

Seattle Seahawks tager natten til fredag imod divisionsrivalerne fra Los Angeles Rams i en direkte duel om førstepladsen i NFC.

Da NFL præsenterede kampprogrammet for 2025-sæsonen tilbage i maj, var det nok de færreste, der satte et stort, fedt kryds ved sæsonens anden kamp mellem Seahawks (11-3) og Rams (11-3).

De to NFC West-mandskaber har sidenhen taget ligaen med storm og er lige nu de to frontløbere i kampen om at vinde NFC og dermed skaffe sig en friuge til den første slutspilskamp i januar.

Derfor er der mildt sagt meget på spil, når de to hold tørner sammen i ugens torsdagskamp.

For Seahawks er det også en chance for revanche. I de seneste ni kampe har de vundet otte af dem, men det eneste nederlag fandt sted i 11. spillerunde mod netop Rams.

Trods en tæt kamp var Sam Darnold og Seahawks på hælene gennem hele kampen, hvilket især blev præget af quarterbackens fire interceptions. Især to af dem var kostelige for Mike MacDonalds tropper, da de førte til to touchdowns og 14 point.

Dermed var det langt hen ad vejen Rams’ forsvar, som sejren kunne tilskrives, men i løbet af sæsonen er det slet ikke forsvaret, der har fået alt æren for den store succes

For til trods for, at Matthew Stafford er 37 år og spiller sin 17. NFL sæson, så har han nok aldrig været bedre. Rams-quarterbacken har ligget i toppen af Gul kluds MVP-termometer de seneste fem uger i streg, hvilket blandt andet skyldes hele 39 kastede touchdowns og kun fem interceptions på 14 kampe.

Læs også: MVP-termometer uge 15

Hans bånd med Puka Nacua er kun blevet stærkere og samtidigt har tilføjelsen af Davante Adams vist sig at være guld værd. Han fører klart ligaen i grebne touchdowns med hele 14 styks, hvilket ovenikøbet er lige knap hver fjerde af de bolde han griber samlet set.

Og sidst Rams mødte Seahawks, der greb Adams naturligvis en af hans efterhånden signatur touchdowns fra 1-yard linjen.

Seneste nyt på skadesfronten

Men det er langt fra sikkert, at han får lov til at gentage det spil i den kommende tordagskamp.

For netop Adams fik et tilbagefald i søndagens kamp mod Detroit Lions i en lyskeskade, som han har døjet med i løbet af sæsonen. Derfor har han optrådt som utilgængelig i ugens to første træningspas.

Sean McVay har endnu ikke meldt ham klar til kampen, dog virker det på de forskellige meldinger fra den amerikanske, at skaden bør holde ham ude, men at Rams samtidigt vil gøre alt, hvad de kan for at få ham i spil den potentielt altafgørende kamp.

Hos hjemmeholdet fra Seahawks kan man, næsten, kun kigge på den nyeste skadesrapport med et stort smil. Men selvom det hele ser mere eller mindre perfekt, så er venstre tackle Charles Cross et stort spørgsmålstegn til den vigtige kamp.

Han pådrog sig en lyskeskade i kampens afgørende spil mod Indianapolis Colts, da Jason Myers med 18 sekunder igen sparkede et 56 yards field goal gennem stængerne og sikrede dem sejren.

I skrivende stund ser det ikke ud til, at Cross bliver klar. Det vil være en stor mavepuster for Sam Darnold og resten af Seahawks-angrebet, som har brug for alt den beskyttelse, de kan få mod Rams’ dygtige presspillere.

Ligaens bedste wide receiver?

NFL har været fyldt med overraskelser i 2025-sæsonen.

New England Patriots har vundet næstflest kampe, Kansas City Chiefs er allerede ude af slutspilskampen og Phillip Rivers er hoppet ud af sin pension for at spille for Indianapolis Colts.

Men oveni i den store bunke af eksempler, som er langt større end bare de tre overnævnte, ligger Jaxon Smith Njigba.

Den nye Seahawks-helt har efter en ellers flot start på sin NFL-tilværelse taget et fantom hop i sin bare tredje sæson i ligaen.

Ikke nok med, at han fører ligaen i receiving yards med næsten 200 til den næste (Puka Nacua), så er han også den spiller, der griber flest nye første downs, og desuden er han kun ét touchdown fra at have fordoblet sine antal scoringer i forhold til de to forrige sæsoner tilsammen.

Smith Njigba har med andre ord virket ustoppelig.

Sidst de to hold mødtes, spillede han en flot kamp med 9 grebne bolde for 105 yards, men ingen touchdowns. Rams’ redzone forsvar viste sig på flotteste maner ved at stoppe divisionsrivalen bedste spiller i den vigtige ende af banen og desuden kun opgive et touchdown samlet set.

Faktisk er det kun på 45% af alle angreb i redzone, hvor Rams tillader modstander at score seks point, hvilket er næstbedst i ligaen.

Det bliver Chris Shulas forvar nødt til at vedligeholde, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at stoppe et dygtigt Seahawks-angreb, der er i top fem i point scoret, top ti i offensive yards og har den nok bedste wide receiver i ligaen lige nu.

Forudsigelse

Skal jeg bare kaste en mønt og lade den tage beslutningen for mig?

De to 11-3 mandskaber har selvsagt gang i meget imponerende sæsoner og lige nu er det ikke meget, der skiller dem ad. Begge har en af ligaens absolut bedste wide receivere, begge har et forsvar, der egenhændigt kan sikre sejre, og begge spiller sæsonens vigtigste kamp hidtil, når de mødes på CenturyLink Field i Seattle natten til fredag dansk tid.

Normalt vil jeg tage hjemmeholdet i sådan en situation, men der er en lille del af mig, der trækker i mig og vil have mig til at vælge Rams. Og det bunder nok i de respektive holds seneste kamp.

For mens Seahawks spillede en usikker kamp mod et Colts-mandskab med 44-årige Phillip Rivers som quarterback, så leverede Rams en flot og sprudlende indsats mod Lions, der på mange måder efterladte et langt stærkere indtryk.

Rams vinder 27-23 og brager mod en NFC-titel.

Læs også: Elmings momentumeter spilleuge 15