Holdene skar i går trupperne fra 75 til 53 spillere, og dagens største overraskelse stod Green Bay Packers for. Den dygtige guard Josh Sitton blev fritstillet efter otte års tro tjeneste.

Der sker altid ting og sager, når holdene skærer trupperne til de 53-mand, som er tilladt i sæsonen. I Green Bay har Josh Sitton i otte år været en vigtig del af Packers holdet, og han har i en del år efterhånden været anerkendt som en af ligaens bedste guards.

Derfor var det også noget af et chok, da Packers valgte at fritstille den tredobbelte pro-bowler. 30-årige Sitton har ikke kæmpet med skader, og der har i pre-season ikke været nogen indikationer på, at niveauet skulle være faldet siden sidste sæson. I 2015 blev han af analysesitet Profootballfocus rangeret som den sjettebedste guard i ligaen, men nu kan et andet hold få glæde af de evner.

Sitton havde et år tilbage af sin kontrakt, og her var han udset til at koste Packers omkring $6 millioner, hvilket ikke er specielt meget for en dygtig guard. Sitton skulle have været en smule skuffet over, at han ikke fik en forlængelse henover sommeren, men det ville stadig være en overraskende begrundelse for en fyring.

Holdet har heller ikke nogen umiddelbar afløser klar, men Lane Taylor står nok forrest i køen, hvis ikke Bryan Bulaga rykkes ind som guard fra sin højre tackle position. Uanset hvad finder Packers næppe en spiller på Sittons niveau, og det er svært at forestille sig, at Sitton går arbejdsløs længe.