Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen vil fortsat levere optakt til sæsonens torsdagskampe i 2019. Vi starter med en vaskeægte klassiker og lidt historisk tryllestøv: Chicago Bears mod Green Bay Packers.

NFL åbner sit 100. års jubilæum med dét, mange eksperter og fans betegner som det største rivalopgør i ligaens historie: Chicago Bears mod Green Bay Packers. De to ærkerivaler har tørnet sammen hele 198 gange, hvortil Packers holder en snæver indbyrdes føring på 97-95 (holdene har desuden spillet seks uafgjorte kampe, red.).

Ikke desto mindre var det Chicago Bears, der vandt NFC North-divisionen i fjor, mens Packers led under Aaron Rodgers’ skadesfravær. Med sidstnævnte tilbage under center er der lagt i kakkelovnen til et tæt kapløb mellem holdene, som forventes at dyste om divisionstitlen og de afgørende slutspilspladser i 2019.

Seneste nyt på skadesfronten

Værterne fra Chicago må sandsynligvis se bort fra startende tight end Trey Burton, som har pådraget sig en skade i sin lyske. Burton har løbende døjet med problemer i sin lyske siden januar, hvilket må vække bekymring for cheftræner Matt Naggy. Foruden Burton er den offensive linjemand Rashaad Coward (albueskade, red.) og Bilal Nichols (knæskade) ligeledes meldt tvivlsomme.

Green Bay Packers må med sikkerhed undvære startende linebacker Oren Burks, der har en skade i brystkassen. Det betyder, at enten rookie Ty Summers eller nytilkomne B.J. Goodson kommer til at supplere Blake Martinez. Derudover er wide receiver Darrius Shepherd (forstrækning, red.) dømt ude, mens cornerback Ka’dar Hollman (nakkeskade, red.) er tvivlsom.

Hold øje med

Matt LaFleur vs. Chuck Pagano

Green Bay Packers har skiftet Mike McCarthy ud med unge Matt LaFleur, mens den defensive guru Vic Fangio er blevet erstattet af Chuck Pagano.

Hertil må det forventes, at LaFleur har forsøgt at implementere sit Sean McVay-agtige system i Green Bay, hvortil Aaron Rodgers ikke længere er nødt til at kaste sine receivere åbne. Det bliver særdeles interessant at se systemet i aktion, eftersom Matt LaFleur ikke just havde succes som offensiv koordinator for Tennessee Titans i fjor. Her sluttede Titans som nr. 25 af 32 i forhold til total yards, mens holdet blot scorede 19,4 point pr. kamp i gennemsnit. Til sammenligning scorede Kansas City Chiefs, Los Angeles Rams og New Orleans Saints alle over 30 point i gennemsnit pr. kamp…

Chuck Pagano overtager ligaens bedste forsvar anno 2018, og råder nu over profiler som Khalil Mack, Akiem Hicks, Eddie Jackson og Roquan Smith. Det bliver dybt interessant at se, hvordan Pagano falder tilbage i rollen som defensiv koordinator efter at have blandet succes som cheftræner for Indianapolis Colts (53-43).

Khalil Mack vs. Bryan Bulaga

Khalil Mack har som bekendt kun et enkelt års erfaring som Bears-spiller, men ikke desto mindre har han allerede gjort livet ualmindeligt surt for Green Bay Packers’ ostehoveder. I 2018 blev det til 3,5 sacks, en enkelt interception og et touchdown i to kampe mod Packers. Mack sluttede i alt med 12,5 sacks i 2018, og derfor er linebackeren essentiel for Bears’ defensive formåen.

Derfor er det utroligt vigtigt for Matt LeFleur og co., at de formår at minimere Khalil Macks pres. Hertil vil LeFleurs nye system stå sin svendeprøve, eftersom korte og hurtige kast kan neutralisere et pass rush. Samtidig stilles der krav om, at Bryan Bulaga (Packers’ right tackle, red.) skal spille en glimrende kamp. Det tidligere førsterundevalg fra 2010 tillod fem sacks i 2018, hvilket var 17. bedst i NFL, mens han begik otte penalities, hvilket var 21. bedst.

Vidste du, at…

Soldier Field har ikke just været den ønskede hjemmebanefordel for Chicago Bears, når modstanderen har været Green Bay Packers. Således har Packers vundet otte af de seneste 10 indbyrdes opgør i Chicago. Det skal dog nævnes, at Bears vandt det seneste indbyrdes opgør på Soldier Field med 24-17.

Spiltip

Davante Adams har været en regulær scoringsmaskine for Green Bay Packers siden sin ankomst i 2014. Den 26-årige receiver står foreløbigt noteret for 39 touchdowns, hvortil 35 af disse er scoret i de seneste tre sæsoner.

Ydermere har Adams scoret fem touchdowns i de seneste seks kampe mod netop Chicago Bears, hvilket understreger Adams’ tilstedeværelse i disse rivalopgør. I den forbindelse giver Danske Spil odds 1.90 på, at Davante Adams scorer touchdown i kampen, hvilket bliver ugens tip herfra.

Spil ansvarligt!

Forudsigelse

Såvel åbningskampe generelt som rivalopgørene mellem Chicago Bears og Green Bay Packers lever lidt deres eget liv, hvilket gør dem svære at forudse. Jeg forventer en tæt kamp, hvor begge mandskaber skal banke den værste rust af, mens hhv. Packers’ angreb og Bears’ forsvar stadigvæk skal vænne sig de førnævnte systemændringer.

Jeg har dog svært ved at blive klog på Mitchell Trubisky, der simpelthen er et produkt af systemet – og det må blive læst før eller siden – i hvert fald til en vis grad… Green Bay Packers snupper sæsonens første sejr på Soldier Field med 24-16.