Jacksonville Jaguars’ sæson har omtrent været en diametral modsætning af, hvad de fleste fans håbede på efter sidste års succes. Det har fået flere konsekvenser, den seneste af dem har været en fyring af en af holdets forsvarsspillere.

Safety Barry Church fik ikke lov til at slutte sæsonen for det hold, han startede den for. Jacksonville har fyret den erfarne forsvarsspiller, og han er dermed arbejdsløs op til jul. Den 30-årige safety kom til Jaguars forud for holdets fremragende 2017-sæson, men det blev ikke engang til to sæsoner for holdet. Forinden tiden i Florida spillede Church for Dallas Cowboys. Det var også holdet, der skrev kontrakt med ham som udraftet rookie tilbage i 2010.

Veteranen har langt oversteget de forventninger, man kan have til en udraftet rookie. Trods han aldrig er blevet valgt til Pro Bowl, så har safetyen leveret flere gode sæsoner, og han var altid en force i forhold til at stoppe løbetspillet. Den side af spillet har også fungeret i år, men Church var en hæmsko i kastespillet.

Jaguars hentede Ronnie Harrison i tredje runde af dette års draft, og den unge rookie overtog tidligere på sæsonen starterpladsen fra rutinerede Church. Han er fremtiden på positionen i Jacksonville, derfor var der ikke grund til at beholde Church, der samtidig også var en væsentlig dyrere spiller.

For at udfylde den plads på holdkortet, som Church efterlader, så vender den offensive tackle Josh Wells tilbage fra Injured Reserve. Wells kan ifølge Big Cat Country, en SBNation-side omkring Jaguars, være holdets starter på højre tackle denne uge. Det sker, da Jermey Parnell er småskadet og holdet forventes at fritstille ham, når sæsonen er slut.

Ifølge Jane Slater fra NFL Network har Churchs tidligere hold, Dallas Cowboys, ikke kontaktet veteranen endnu, men de har diskuteret muligheden for at bringe ham tilbage.