Broncos har allerede foretaget sig handler efter sæsonen sluttede, men de er ikke færdige. Holdet har skilt sig af med en erfaren forsvarsspiller.

Brandon Marshall har været en del af Denver Broncos dygtige forsvarskæde siden 2013, men tiden er løbet ud for den erfarne linebacker. Denver Broncos forventes ikke at benytte sig af en kontraktoption, der ville lade forsvarsspilleren blive i klubben. Dermed vil Marshall stå uden kontrakt og være fri til at skifte til ethvert hold, der måtte være interesserede i hans evner.

Marshall, der deler navn med en tidligere dygtig Broncos-receiver, blev valgt i femte runde af draften i 2012. Det var Jacksonville Jaguars, der valgte forsvarsspilleren, men han nåede aldrig at spille i grundspillet for Flordia-mandskabet. Den nu 29-årige linebacker skiftede til Broncos, hvor han fik sin første start i 2014-sæsonen.

Det blev til mere end 60 kampe fra start for Denver, og de fleste sæsoner leverede han flot spil. Ydermere var Marshall en yderst populær herre uden for banen, hvor hårdt arbejde i lokalmiljøet gjorde ham elsket af holdets fanskare.

Højdepunktet for linebackeren kom, da Denver vandt Super Bowl 50 over Carolina Panthers. Skader har været en lidt for stor del af karrieren siden da, og med en høj løn valgte Denver at stoppe samarbejdet. En vellidt, erfaren spiller som Marshall bør dog kunne findes på et andet NFL-hold til næste sæson. Spilleren selv sagde farvel til klubben og fans på Twitter.