Den tidligere Texans-spiller JJ Watt er en ombejlet herre, men nu ser det ud til, at tre hold har skilt sig ud i kampen om hans næste underskrift.

Der var været rift om JJ Watt, siden han forlod Houston Texans, men nu ser det ud til, at kampen om hans gunst det står mellem tre meget interessante hold.

Mens der oprindeligt blev spekuleret i, at Pittsburgh Steelers lignede det naturlige valg, da han der kunne komme til at spille sammen med sine to brødre TJ og Derek, så fortæller Jeff Kerr fra CBS Sports, at favoritterne lige nu er Green Bay Packers, Buffalo Bills og Tennessee Titans.

Watts interesse for Packers er ikke en overraskelse. Han er fra byen Pewaukee i staten Wisconsin (hvor Green Bay ligger), voksede op som Packers-fan og spillede college football for University of Wisconsin.

Packers har været i NFC-finalen de sidste to år, og måske kunne tilføjelsen af Watt sende dem tilbage i Super Bowl, og give den snart 32-årige spiller en mulighed for succes i slutspillet efter 10 middelmådige år i Houston.

Buffalo Bills stod i AFC-finalen i år, og ligner et mandskab, der kommer til at være med i toppen af AFC-finalen de næste mange år. Også her kan Watt få en afgørende rolle i pass rush situationer, og en mulighed for at komme i Super Bowl.

Tennesee Titans er gennem de sidste par sæsoner gået imod trenden, hvad angår angrebs-football, men de savner i den grad hjælp på den defensive linje og især, hvad angår pass rush, hvor de sluttede sidste sæson med blot 19 sacks – tredjedårligst i hele NFL. Skriver han under med Titans bliver han i AFC South divisionen, og vil dermed skulle møde Texans to gange om året.

Cleveland Browns har også været nævnt, men ligner lige nu sorteper i spillet om JJ Watt, der med sine 101 sacks i karrieren kun er overgået af Von Millers 106 blandt aktive spillere.