Seahawks forlænger med guldfugl

0

Seattle Seahawks fastholder Rashid Shaheed med en ny treårig aftale, efter at den 27-årige hurtigløber spillede en afgørende rolle i deres mesterskabssæson.

Alt tyder på, at Rashid Shaheed har fundet sig til rette i Seattle. I fjor blev Shaheed handlet fra New Orleans Saints til Seahawks, og han spillede derefter en afgørende rolle i holdets Super Bowl-triumf.

Nu bliver Rashid Shaheed belønnet med en treårig og ganske lukrativ kontraktforlængelse.

Kontrakten indebærer, at Rashid Shaheed kan tjene op til 330 millioner danske kroner ($51 mio.), hvis han opfylder sine præstationsbetingede klausuler.

Rashid Shaheed nåede at spille 12 kampe for Seahawks i 2025-sæsonen (inklusive slutspillet), hvori han greb 18 bolde for 266 yards som receiver, og udmærkede sig i return-spillet.

Dertil leverede Rashid Shaheed i gennemsnit 32,5 yards pr. return og to touchdowns på 18 kickoff-returns. Shaheed scorede bl.a. det første touchdown i divisionsrunden, hvor Seahawks tævede ærkerivalerne fra San Francisco 49ers.

Rashid Shaheed var også en force som punt-returner, hvor han i gennemsnit leverede 15,1 yards pr. punt-return, og scorede et enkelt touchdown, som antændte Seahawks’ comeback-sejr over Los Angeles Rams i 16. spillerunde.

Kontraktforlængelsen betyder, at Seattle Seahawks fastholder deres tre startende receivere fra i fjor, og alt tyder på, at de også formår at holde på Tory Horton.