New England Patriots har tilføjet veteranen Jared Veldheer til holdets offensive linje. Veldheer kommer til klubben fra Denver Broncos. Aftalen skulle have en værdi på op til 6,5 millioner dollar

Hjalte Froholdt har fået sig en ny kollega på Patriots’ offensive linje.

NFL-veteranen Jared Veldheer er ifølge NFL Networks Ian Rapoport ny mand hos Super Bowl-mestrene, der tidligere på året mistede startende venstre tackle Trent Brown til Oakland Raiders. Kontrakten skulle eftersigende have en værdi på op til 6,5 millioner dollar, men det er endnu ikke offentliggjort, hvor mange af disse skal opnås gennem bonusser.

Se også: Trent Brown får kæmpe-kontrakt i Oakland

Veldheer har startet 113 kampe i sin NFL-karriere, men han får næppe mange starter hos Patriots, der har sine startere på plads i form af Isaiah Wynn, Joe Thuney, David Andrews, Shaq Mason og Marcus Cannon. Han giver i stedet holdet vigtig dybde og erfaring. Blot én af Patriots’ offensive linjemænd, Marcus Cannon, er mere end 30 år gammel.

Veldheer blev draftet i 2010 af Oakland Raiders, men rykkede i 2014 videre til Arizona Cardinals. Her blev han ingen succes, og han blev derfor sendt videre til Denver Broncos før sidste sæson. Her startede han 12 kampe i 2018.