New England Patriots og Cleveland Browns har valgt at bytte en spiller. Patriots sender pass rusher Chase Winovich til Cleveland, og Browns sender linebacker Mack Wilson den anden vej.

Mack Wilson var faldet bagud i køen hos Browns, og Chase Winovich var også gået i stå i sin udvikling hos Patriots. Derfor prøver de to hold nu at ryste posen og bytte Wilson med Winovich.

Læs også: Top 100 free agents

Det meddeler NFL Networks Tom Pelissero på Twitter. Dette er allerede Browns’ anden trade i årets free agency, efter de hentede Amari Cooper tidligere på ugen.

Mack Wilson var et femterundevalg i 2019-draften, og på grund af skader fik han hurtigt en stor rolle på holdet. Han startede 14 kampe i sin rookie sæson og lavede 82 tacklinger. I 2020 og 2021 var hans rolle dog mindre, og senest startede han kun seks kampe for holdet i 2021.

Chase Winovich blev også valgt i 2019-draften, dog i tredje runde. Han startede lovende i sine første to sæsoner, hvor han begge år lavede 5,5 sacks i en rotationsrolle. Winovich forsvandt dog helt ud af Patriots’ planer i 2021, og han nåede kun at spille lidt over 100 snaps.

Nu får begge spillere en ny chance i nye omgivelser.