Patriots forstærker skyttegravene

0

New England Patriots styrker sin defensive linje med Dre’Mont Jones, der har skrevet under på en treårig aftale.

Dre’Mont Jones fortsætter karrieren hos de forsvarende AFC East-mestre og Super Bowl-finalister fra New England Patriots.

Patriots og Jones har landet en treårig aftale, som potentielt kan indbringe hovedpersonen i omegnen af 250 millioner danske kroner ($39.5 mio.).

Således fortsætter Dre’Mont Jones sin rundtur i afkrogene af AFC. Den 29-årige defensive end blev oprindeligt valgt i tredje runde af 2019-draften af Denver Broncos, hvor han nåede fire sæsoner.

Dre’Mont Jones startede den seneste sæson for Tennessee Titans, men han skiftede til Baltimore Ravens efter ni spillerunder.

Da Baltimore Ravens havde overstået sin friuge før Jones’ skifte, så nåede han at starte ni kampe for både Titans og Ravens i 2025-sæsonen. Samlet set leverede Jones 43 tacklinger og syv sacks for sine to mandskaber.

New England Patriots havde desperat brug for forstærkninger til presspillet, og med Dre’Mont Jones får de en alsidig linjespiller, som både kan spille de yderste og inderste positioner i skyttegravene.

Efter syv sæsoner som professionel står Dre’Mont Jones noteret for 108 kampe i NFL med 253 tacklinger, 37,5 sacks og tre forcerede fumbles som følge.