New England Patriots har mistet Dion Lewis til Titans. I stedet skal Rex Burkhead i de næste tre år være manden i backfield for de forsvarende AFC-mestre, efter han viste fine takter i 2017. Samtidig forlænger Patriots med en vaskeægte special teams-specialist.

Indtil videre har free agency mest været præget af afgange frem for tilgange i New England. Nate Solder er i Giants blevet den bedst-betalte offensive linjemand i NFL, mens runningback Dion Lewis og cornerback Malcolm Butler har taget turen vestpå til Patriots-glade Tennessee, der ansatte den tidligere Patriots-linebacker Mike Vrabel som cheftræner i januar.

Men nu kan New England-fans dog glæde sig over en kontraktforlængelse med en lovende spiller i runningback Rex Burkhead, der efter et fint 2017 har fået en ny tre-årig aftale med AFC-mestrene.

Jim McBride fra BostonGlobe fra den første til at rapporte om den flerårige aftale, og NFL Networks Ian Rapoport bekræftede kort efter, at der er tale om en tre-årig kontrakt med mange garanterede dollars.

27-årige Burkhead havde statistisk set ikke en stor sæson i New England, men det skyldes i høj grad, at han missede seks kampe i grundspillet med forskellige skader. Han rundede 500 yards fra scrimmage (264 løbeyards, 254 gribeyards) og scorede i alt otte touchdowns. Runningbacken virkede generelt godt tilpas i Patriots-angrebet og viste, at han er en alsidig brik for Josh McDaniels og Tom Brady.

Rex Burkhead tilbragte sine første fire sæsoner i Cincinnati, hvor han var backup til Jeremy Hill og Giovani Bernard og kun startede en enkelt kamp.

Artiklen opdateres med kontraktens størrelse

Forlænger også med special teams-es
Patriots er også blevet enige med special teams-specialisten Nate Ebner om en to-årig kontraktforlængelse. Ebner gør sig udelukkende på special teams, hvor han er fremragende. Han er ukendt for de fleste, men ekstremt værdsat i New England.

Midtvejs i sæsonen pådrog Ebner sig en alvorlig skade på et succesfuldt trick-spil, men Patriots har ikke mistet troen på specialisten. Kontraktens indhold er stadig ukendt.