New England Patriots har forlænget samarbejdet med sin kaptajn Matthew Slater, så special teams stjernen nu er i klubben de næste to sæsoner.

Før starten på free agency har Patriots sikret sig en af sine vigtigste spillere for fremtiden.

Special teams-stjernen Matthew Slater var på vej mod kontraktudløb om nogle få dage, men har nu sat sin underskrift på en ny, to-årig kontrakt. Aftalen lyder på cirka 5,2 millioner dollar over de to år, beretter ESPN’s Field Yates.

34-årige Slater er på trods af sin fremskredne alder en af de bedste special teams-spillere i NFL. Han blev i den seneste sæson udvalgt til first-team All Pro for femte gang i sin karriere, hvor det også er blevet en enkelt second-team All Pro og otte Pro Bowls.

Matthew Slater blev valgt af Patriots i femte runde af 2008-draften og har spillet for New England lige siden. Han har vundet tre Super Bowls.